Nyhed

POOLPARTY: Lågsus giver koncert på Københavns helt nye spillested

Lågsus er tilbage både i radio og som livefænomen til poolparty i november

Lågsus - alias Pelle Peter Jencel og Nicholas Kawamura - giver koncert på Københavns helt nye spillested Poolen. Koncerten kommer til at finde sted fredag den 1. november, og skulle efter sigende blive en lidt af en fest.

I efteråret ’23 fyldte Lågsus Store Vega, og nu rykker de altså op i Københavns nye store spillested for at gøre showet både større og endnu vildere, forlyder det i en pressemeddelelse om efterårets "pool-party".

”Vi glæder os helt intenst til at fylde Poolen med 2.500 vanvittige gæster og bade dem i amok. I Vega smed folk tøjet og badedyrene crowdsurfede til det sidste. Men vi tror, at det kan blive endnu vildere,” udtaler duoen og uddyber:


"Det er fantastisk at spille et sted, hvor det kilder ligeså meget i maven på arrangøren, som på artisten, når vi snakker om, hvor voldsom bas og laser vi kan investere i. Det er tydeligt, at Poolen har forsøgt at sikre de optimale rammer for et rave. Som man oplever det til Tomorrowland, Ultra og andre steder der er dedikeret den elektroniske oplevelse. Bare i nogle mørke industrielle rammer. Vi elsker når alt er skruet op til 11, og derfor er Poolen det rette sted for os,” lyder det fra Lågsus.

Nicholas Kawamura & Pelle Peter Jencel har efterhånden optrådt som Lågsus gennem et helt årti og skabt sig et live-renommé med deres blanding af rave-beats, konfetti og overraskende gæster.

Lågsus' radioprogram på DR P3 vendte tilbage til radioen tidligere i år efter en længere pause - et comeback, som er blevet særdeles vel modtaget. 


”Lågsus er klart mere en stemning. Det er ubegrænset spilleglæde over musik og venskab”, fortæller Pelle Peter Jencel i en artikel på DR, der omhandler deres genopståen som duo. Her forklarer Lågsus ligeledes, at det ikke var planen at vende tilbage til at lave radio - men deres koncerter i ’22 og ’23 satte tanker i gang hos dem, da publikums reaktion var decideret ”sindssyg”.

Billetsalget til koncerten 1/11 starter den 1. april klokken 11 via Allthingslive.dk.

Mere dynamisk og dansabel Danmarkshistorie skal man lede længe efter


ANNONCE