Nyhed

Straffesag om musiksvindel: Nu er dommen faldet

Retten kender en 53-årig dansk mand skyldig, men sagen skal nu prøves i Landsretten. GAFFA var med i retssalen, da dommen blev afsagt

En 53-årig dansk mand er i dag kendt skyldig i Retten i Aarhus for databedrageri af særlig grov beskaffenhed ved at have svindlet sig til 2 millioner kroner i royalties ved ulovligt at manipulere med streams på musikstreamingtjenester. I dette forhold er den 53-årige mand samt dennes virksomhed kendt skyldig. Derudover er den 53-årige kendt skyldig for krænkelse af ophavsretten vedrørende 37 numre, som den 53-årige ikke havde rettigheder til at udgive. Den 53-åriges virksomhed frifindes i dette forhold.

Den 53-årige dømmes til 1 år og 6 måneders fængsel, hvoraf tre måneder skal afsones nu. Resten af dommen er derfor betinget. Derudover konfiskerer retten 1 million kroner fra den 53-årige samt 1 million kroner fra dennes egen virksomhed. På grund af sagens lange varighed betaler staten halvdelen af sagsomkostninger. Retten konfiskerer derudover en række elektroniske enheder såsom en iPad, computer samt en harddisk. Den 53-åriges virksomhed skal derudover betale 200.000 kroner i bøde. 

Dommen bliver blandt andet begrundet med, at “det ikke er ulovligt at have mange abonnementer, eller at afspille sin egen musik for at lytte til det”, men at retten finder det bevist, at der er foretaget uautoriserede afspilninger. Her nævnes det blandt andet, at den dømte 53-årige havde 20 abonnementer til Spotify, og at der i løbet af én uge i 2016 blev foretaget omkring 36.000 afspilninger, hvoraf 98% af afspilningerne var foretaget på sange, som den 53-årige modtog royalties fra. 

Ved et tidligere retsmøde afgav stifter af pladeselskabet Go' Danish Folk Music, Erling Olsen, vidneforklaring.  Her blev det beskrevet, hvordan Erling Olsen indledte et samarbejde med den 53-årige nu dømte mand tilbage i 2006 om digital distribution, da den 53-årige havde kontakt til det internationale distributionsselskab Ioda, som senere er blevet opkøbt af The Orchard. På daværende tidspunkt eksisterede streamingtjenester ikke, og den digitale distribution skulle derfor omfatte downloads fra platforme som eksempelvis iTunes. Efterfølgende fortsatte samarbejdet, så musikken kunne komme online via streaming. Her indgik den 53-årige altså også som distributør for pladeselskabet.


Erling Olsen fortalte i retten, at samarbejdet ophørte i december 2015 uden konflikt, da Erling Olsen skiftede til en anden distributør. Efter den 1. december 2015 havde den tiltalte altså ikke længere tilladelse til at uploade musik til platformene, og skulle også tage hele kataloget ned, så den nye distributør kunne uploade på ny. Erling Olsen fortæller, at han ikke selv havde opdaget, at der var sket misbrug med sine artisters musik.

Sagen omfatter fem danske folkemusikgrupper, som alle er signet hos pladeselskabet Go' Danish Folk Music, og som altså har oplevet, at deres musik er blevet udgivet uden deres samtykke, hvor flere eksempler var blevet ændret i blandt andet tempo, længde og pitch.

- Min kammerat i bandet Christoffer Dam gjorde mig opmærksom på, at det eksisterede. Han hører altid ny musik, når han skal slappe af. Tilfældigvis trykker han på et nummer på Tidal, og det var så vores egen musik, fortalte Jonas Kongsted fra folkemusikgruppen Trials ved et tidligere retsmøde, hvorefter to musikeksempler bliver afspillet i retten. Det originale Trails-nummer, og nummeret som blev udgivet uden deres tilladelse, hvor tempoet er øget, og nummeret dermed er kortere. Dette gentog sig gennem de andre vidneforklaringer med repræsentanter fra folkemusikgrupperne Dreamers Circus og Kasír.


En principiel dom
Forsvarsadvokat Henrik Garlik meddeler i retten at dommen ankes for frifindelse, da den dømte nægter sig skyldig. Dommen skal altså nu prøves i Landsretten. 

- Sagen er jo speciel. Det vi gerne vil have Landsretten til at prøve, er spørgsmålet om bevis herunder skyld, men også om det er omfattet af loven om databedrageri. Som vi hørte det i salen, nedsætter man beløbet skønsmæssigt, som betyder, at der er nogle fakta i sagen, som måske skal præciseres, siger Henrik Garlik til pressen og refererer til, at den dømte tidligere var anklaget for at have svindlet for 4.380.000 kroner i royalties. Et beløb, som retten i dag nedsætter til to millioner kroner. 

Forsvarsadvokat Henrik Garlik fortæller, at sagen har haft store betydninger for den nu dømte 53-årige mand. 


- Det har påvirket min klient ufatteligt meget. Hans tidligere ægtefælle dør under processen. Det har været en hård proces, for det er jo hele hans livsværk, der er faldet til jorden, og der er rigtig mange omstændigheder i det. Det har været en meget langsommelig sagsbehandling, siger Henrik Garlik foran Retten i Aarhus. 

Specialanklager Amir Amirian fortæller, at dommen har en helt særlig karakter. 

- Det er i min optik en principiel dom. Det den første af dens karakter - mig bekendt - i Danmark, og den dømte har igennem en årrække modtaget penge, som skulle være gået til andre rettighedshavere. Derfor er jeg meget tilfreds med, at retten i Aarhus i dag er kommet frem til det her resultat. Nu skal vi hjem for at kigge på rettens begrundelse, og så vil vi tage stilling til rettens begrundelse, siger Amir Amirian til pressen, som derefter fremhæver offrene i sagen.

- Det er rettighedshavere, musikere, komponister, indspilningsfolkene og så videre. Så det er jo Danmarks kunstnere, der er ofrene. 

Specialanklager Amir Amirian fortæller derudover, at det nu er statsadvokaten for særlig kriminalitet, der overtager sagen. 

 

LÆS OGSÅ: Streamingtjeneste har slettet 26 millioner ubrugelige tracks

 

 

ANNONCE