Nyhed

TILBAGE PÅ TOPPEN: Tobias Rahim viser igen-igen at han er en stor mand

For første gang i tre år topper Rahim singlehitlisten for tredje uge i træk

I slutningen af februar udgav Tobias Rahim singlen ”Bellevue” i samarbejde med D1ma. De to kunstnere er to af tidens mest streamede navne i Danmark.

Det viser sig også i dag, hvor singlen har været på singlehitlistens førsteplads i tre uger i træk. Rahim slår dermed udenlandske ikoner som Beyoncé, Ariana Grande og Kanye West. I skrivende stund har singlen næsten tre millioner streams på Spotify.

”Jeg prøver at forklare mit indre barn, at alt er okay, og de penge som vi har / er her for at blive, selvom alting er lease,” lyder det blandt andet i sangen.


Det er langt fra første gang, Rahim topper hitlisterne. Det er sket med sangene ”Stor mand”, ”Mucki Bar”, ”Feberdrømmer Xx Dubai” og ”Flyvende Faduma”. Alle de nævnte singler er fra albummet Når sjælen kaster op. ”Bellevue” er dermed Rahims femte single på toppen af hitlisterne.

"Flyvende Faduma" er også nomineret til dette års Carl Pris i kategorien årets streaminghit

I 2022 udgav Tobias Rahim sit andet album Når sjælen kaster op, som modtog en seksstjernet anmeldelse af GAFFA. Albummet blev det mest streamede album i Danmark sidste år. Det ligger stadig i top 10 efter 73 uger på albumcharten. I skrivende stund befinder det sig på en ottendeplads.  


Sidste år udgav han ep’en ¿Happy Ending?, som fik en seksstjernet anmeldelse af GAFFA.

”Det her er ikke bare sange, der sætter sig på hjernen øjeblikkeligt. De slår rod i sjælen og bliver en del af dig. Rahim er barmhjertighed i lydfilsformat og ophøjer dansk musik til de øverste stader,” lød det i anmeldelsen.

Tobias Rahim havde et heftigt koncertår i 2023, hvor han lagde ud med arenakoncerter i landets største byer i foråret, inden han indtog sommerlandet med koncerter på blandt andet Jelling Musikfestival, Roskilde, Smukfest, Rock under Broen og NorthSide Festival.


Han afsluttede koncertrækken med et show i Stockholm i november. Der er p.t. ingen koncerter i kalenderen på Rahims officielle hjemmeside, men andetsteds er det offentliggjort, at han er booket til både Owen Luft Kånsert 2024 i Varde den 22. juni og Vig Festival tre uger senere.

DA EN STOR MAND SLOG IGENNEM: Ny bog skildrer Tobias Rahims vilde gennembrud

ANNONCE