Nyhed

Björn Ulvaeus udgiver undersøgelse om AI og musik

ABBA-stjernen har undersøgt, hvordan kunstig intelligens påvirker musikken og dens skabere

Den svenske hitmager og ABBA-stjerne Björn Ulvaeus har været tilbage på den tunge skolebænk, hvor han har arbejdet på et projekt, som kortlægger og undersøger kunstig intelligens indvirkning på musikere og musikskabere. Björn Ulvaeus er præsident i den internationale non-profit organisation CISAC (Confédération Internationale des Sociétés d'Auteurs et Compositeurs), som arbejder for kunstneres rettigheder og interesser på verdensplan. CISAC er desuden paraplyorganisationen for adskillige rettighedsorganisationer, herunder danske Koda, og ifølge Kodas oplysninger er 232 selskaber medlem af CISAC, fordelt på 121 lande.

Mediet Digital Music News skriver, at Björn Ulvaeus har færdiggjort "den første globale økonomiske undersøgelse af generativ AI's påvirkning på musik og audiovisuelle industrier", og at resultaterne fra undersøgelsen vil blive fremlagt den 4. december 2024. Ifølge mediet har generativ AI en indvirkning på rettighedshaveres indtægtskilder "på flere milliarder dollars"

Sidste år udkom CISAC med en global erklæring, hvori paraplyorganisationen opfordrede verdens magthavere til blandt andet at beskytte kunstneres rettigheder, implementere licensløsninger, hvormed kunstnere kan licensere deres værker til AI-selskaber og sikre, at kunstnere bliver betalt og krediteret såfremt deres kunst bliver udnyttet af AI-systemer.

Dengang udtale Kodas direktør Gorm Arildsen således om erklæringen på Kodas Linkedin-side
”Kunstig intelligens åbner døre til spændende nye muligheder, men AI må aldrig erstatte den menneskelige udtryksform. Udviklingen skal ske ansvarligt og med respekt for de uerstattelige musikskabere, der har formet vores historie. I Koda arbejder vi derfor både nationalt og internationalt på at sikre gode aftaler og rammevilkår for vores medlemmer, og det gælder også i takt med, at AI vinder indpas i musikken og samfundet generelt”.

Det er dog ikke alle organisationer, der vil vente på handling fra politisk side. Den tysk musikrettighedsorganisation GEMA tog for nylig sagen i egen hånd og sagsøgte selskabet bag ChatGPT, OpenAI, for at reproducerer rettighedsbeskyttede sangtekster uden at betale for det. Vi spurgte danske Koda, om de havde i sinde at følge deres tyske kollegaer med en lignende retssag på vegne af danske rettighedshavere. Se Kodas svar her.

LÆS OGSÅ: FØRSTE GANG NOGENSINDE: AI-forfinet The Beatles-sang er nomineret til en Grammy

ANNONCE