Rapperen Diddy forbliver varetægtsfængslet frem til sin retssag i maj 2025, efter at retten afviste hans anmodning om kaution for tredje gang
Den amerikanske rapper og musikmogul Sean Combs, bedre kendt som Diddy, skal forblive varetægtsfængslet frem til sin retssag i maj 2025. En dommer har for tredje gang nægtet at løslade ham mod kaution.
Domstolen vurderer, at Diddy udgør en risiko for vidnepåvirkning, hvis han løslades. Ifølge retten har der været klare tegn på, at han fra fængslet har forsøgt at kontakte vidner i sagen, og dette var en afgørende faktor for dommen, meddeler flere medier, blandt andet BBC.
Rapperen nægter sig fortsat skyldig og har afvist en lang række anklager om seksuelle overgreb, som er fremsat i flere søgsmål – GAFFA har samlet et overblik over sagen her.
Diddy sidder i øjeblikket fængslet i Metropolitan Detention Center i Brooklyn, New York, og nægter sig fortsat skyldig i de alvorlige anklager om blandt andet sammensværgelse til afpresning, menneskehandel og transport med henblik på prostitution.
Dommeren, Arun Subramanian, konkluderede, at ingen sikkerhedsforanstaltninger kunne garantere samfundets sikkerhed, hvis Diddy blev løsladt. En tidligere kautionspakke på hele 50 millioner dollars, der blandt andet indeholdt husarrest og forbud mod kvindelige besøgende, blev også afvist.
Diddys juridiske team har siden sat hans ejendomme i Los Angeles og Miami til salg for at samle penge til en kautionen, men indtil videre har alle forsøg på løsladelse været forgæves.
Sagen fortsætter med at tiltrække opmærksomhed, ikke mindst på grund af de mange anklager mod rapperen, som han selv kategorisk har afvist. Retssagen forventes at begynde til maj næste år.