Nyhed

Ed Sheeran vinder ophavsretssag om "Thinking Out Loud"

Retten fastslår at Ed Sheerans "Thinking Out loud" ikke krænker ophavsretten

Efter en langvarig kamp er ophavsretssagen vedrørende Ed Sheerans "Thinking Out Loud" og Marvin Gayes "Let’s Get It On" endelig afsluttet, ifølge Digital Music News.

Den amerikanske appeldomstol, Second Circuit, fastslog, at sangens lighed med Marvin Gayes "Let’s Get It On" ikke krænker ophavsretten. Appeldomstolen stadfæstede distriktsrettens afvisning af sagen, som blev anlagt af Structured Asset Sales (SAS), der ejer en del af rettighederne til Marvin Gaye-klassikeren.

I afgørelsen, der blev truffet af et panel på tre dommere, blev det fastslået, at ophavsretsloven fra 1909 kun beskytter den musikalske komposition af "Let’s Get It On" som defineret af de noder, der blev indleveret til Copyright Office i 1973. Derfor dækker beskyttelsen ikke elementer, der kun findes i lydoptagelsen af sangen.


Desuden afviste retten SAS’ argument om, at kombinationen af en fire-akkordprogression og en synkoperet harmonisk rytme i Marvin Gayes nummer var tilstrækkelig original til at berettige ophavsretsbeskyttelse. Det blev fastslået, at denne kombination var for almindelig til at kunne beskyttes uden at skabe en for bred monopolstilling.

"Grundlæggende musikalske byggesten såsom noder, rytmer og akkorder er generelt ikke ophavsretsbeskyttede," skrev dommerne.

Retten påpegede også, at ingen rimelig jury ville finde de to sange væsentlige ens, da de har helt forskellige melodier og tekster. Som følge heraf kunne SAS ikke rejse en retssag om ophavsretskrænkelse, og afgørelsen til fordel for Ed Sheeran blev dermed stadfæstet.


Denne nylige afgørelse afslutter altså de sidste løse ender efter Ed Sheerans sejr i en lignende retssag sidste år. Den tidligere retssag blev rejst af efterkommere af Ed Townsend, som var en af Marvin Gayes med-sangskrivere. I sagen fra 2023 hævdede familien, at Ed Sheeran kopierede noderne fra "Let's Get It On" og fremførte sagen som en slags retfærdighed overfor Ed Townsend og Marvin Gayes arv og for generelt sorte musikere, hvis arbejde bliver misbrugt af hvide kunstnere. 

En central tvist i den sag var også spørgsmålet om, hvorvidt ophavsretten til "Let’s Get It On" beskyttede specifikke dele af sangen. Ed Sheeran vidnede dengang, hvor han fortalte, at han skrev de fleste af sine sange på en dag og ikke stoppede op og tænke på at kopiere elementer af "Let's Get It On", da han komponerede "Thinking Out Loud".

Sheeran vandt desuden også en sag om krænkelse af ophavsretten i 2022, der involverede hans sang "Shape Of You", mens Marvin Gayes arvinger - som ikke var involveret i den omtalte retssag -  vandt en sag i 2015 mod Robin Thicke og Pharrell Williams over "Got to Give It Up.". 

Sammenlign selv de to sange nedenfor:


 

Endelig dom i sagen om "Blurred Lines"-plagiat

 

 

ANNONCE