Nyhed

Folkely Festival offentliggør de syv første navne til 2025-plakaten

Folkely Festival fortsætter traditionen med at skabe en folkefest, hvor musik, fællesskab og lokal sammenhængskraft går hånd i hånd

Efter en succesfuld festival i 2024, som GAFFA beskrev med ordene "Blæst omkuld af Folkelys hemmelige hygge," vender Folkely Festival tilbage til Hundested den 21.-23. august 2025.

"Med en vision om at skabe fællesskab og stærke minder i sensommersolen er den lille lokale festival Folkely stolte af at præsentere de første syv navne til næste års program," lyder det i en pressemeddelse fra festivalen. De syv navne er: Scarlet Pleasure, Bette, Tue West, Alberte Winding, Marvelous Mosell, Yör og Baloosh

Den københavnske trio, Scarlet Pleasure, der med sit varme bagkatalog og sin ukuelige energi har vundet danskernes hjerter, står klar til at levere en koncert med masser af nærvær og feststemning," meddeler festivalen. Gruppen var en del af Grøn Koncert-karavanen i sommers, hvor de modtog fire stjerner af GAFFAs anmelder for deres optræden på Nova-scenen i Aarhus


En af Danmarks mest lovende nye artister, Bette, vil dertil fortrylle publikum med sin karakteristiske stemme og rørende tekster, lyder det i en pressemeddelelse fra festivalen. Bette er aktuel med sin seneste single, kærlighedshymnen "Blød", ligesom hun er feature på sange fra nogle af de mest fremtrædende navne pt., herunder Thor Farlovs "Vær ærlig" og Aphacas "Hvornår kommer du hjem". GAFFA var til stede under hendes koncert på dette års Syd for Solen, hvor anmelderen kvitterede med fire stjerner og ordene: "Bette og hendes band kom i mål med noget af det allervigtigste, man kan gøre som udøvende musiker. Nemlig at give publikum et forstærket indblik i kunstnerens musikalske univers, hvorfor Bette kommer af sted med en stærk firstjernet score."

Efter en længe ventet hjemmebanekoncert i 2024 vender Tue West tilbage med sine poetiske sange og musikalske nærvær, som har tryllebundet publikum i mere end 20 år, oplyser festivalen i en pressemeddelelse. West var senest albumaktuel med Sange ud af evigheden (2023), som fik fire stjerner af GAFFA og følgende ord med på vejen: "Tue West og musikalske venner udviser den rette ærbødighed over for mesterens værk og tilsætter så også lige de små musikalske detaljer, der giver digtene nyt liv, som i den legende "Så hurtigt som du svækkes er du styrket".

Med tidløse popsange som "Lyse Nætter" er Alberte Winding klar til at skabe en intim koncertoplevelse, hvor hun forener generationer gennem musikken, meddeler pressemeddelelsen. I sidste uge kunne DMA 2023 Ærespris-modtageren annoncere, at hun også spiller akustiske duokoncerter i løbet af 2025


Kendt for sine festlige, humoristiske tekster og energiske optrædener er Marvelous Mosell klar til at få hele festivalen til at danse, lyder det i pressemeddelelsen. Hans seneste albumudgivelse General af pral modtog fem flotte stjerner af GAFFA, hvortil anmelderen skrev " Marvelous Mosell er helt sin egen. På én og samme tid både unik og enormt respektfuld over for tidligere årtiers musiktraditioner. På General af pral har han ikke forsøgt at gå ad nye stier, men forholdt sig tro mod sin vanlige lyd ‒ og det fungerer helt udmærket."

Drømmende indie-pop og ærlige, nærværende tekster gør Yör til en oplevelse, hvor publikum tages med på en følelsesladet rejse, oplyser festivalen i pressemeddelelsen. GAFFA anmeldte projektet på Roskilde Festival i år, hvor anmelderen kvitterede med fire stjerner. Marie Kildebæk, Viktor Dahl, Janus Bagh og Lasse Jacobsen udgør det kreative hjerte bag Yör, og sammen har de sat deres præg på den danske musikscene med singler som "Noget fremmed" og "Badekar." Sidstnævnte udgav Yör i oktober en liveudgave af eksklusivt på GAFFA, som du kan se her.  

Med intens ærlighed og stærke tekster formidler Baloosh de store følelser og bygger bro mellem genrer, hvilket har gjort ham til et af de mest interessante navne på den danske musikscene, lyder det i pressemeddelelsen. Baloosh er bedst kendt for nummeret "Danser med dæmoner" i samarbejde med sin Aarhus-V-kompagnon Omar, og så er han for nylig blevet nomineret til dette års DMA i kategorien Årets Nye Danske Navn


Billetsalget er allerede skudt i gang her.

LÆS OGSÅ: REPORTAGE: Blæst omkuld af Folkelys hemmelige hygge

ANNONCE