Den Viborg-baserede festival følger trop og afslører flere af næste års artister
Den nye Viborg-baserede festival Forever kunne tilbage i september løfte sløret for nogle af de navne, gæsterne kan nyde godt af, når festivalen løber af stablen den 20.-21. juni 2025. Heriblandt blev legendariske bands som Kool & The Gang, Level 42, The Human League og 10cc annonceret. Nu følger de op med endnu flere artister, der skal hylde samle festivalgæsterne på tværs af genrer og generationer.
De nye tilføjelser til plakaten består blandt andet af "Dronningen af funk", Chaka Khan, der med hele 10 grammyer i bagagen og store hits som "’I’m Every Woman" og "Ain’t Nobody", i den grad lever op til titlen. Den 71-årige funk- og soulveteran kunne sidst opleves i Danmark, da hun gav koncert i Tivoli i København. Koncerten kunne dog kun fremtvinge tre stjerner fra GAFFAs anmelder, der skrev:
"Det var altså hverken sindsoprivende eller fuldkommen forglemmeligt denne aften i Tivoli. Chaka Khan er dog afgjort et unikum, som på mange måder personificerer feminismens råstyrke, og en stor tak skal lyde til alt den vidunderlige musik, som hun har bragt os, lige siden hun startede med bandet Rufus tilbage i 1970."
Derudover byder Forever også velkommen til r&b-pionererne En Vogue, på næste års plakat. Den amerikanske r&b pop-trio er i dag stadig en af de mest sælgende pigegrupper i musikhistorien med hits som "My Lovin (You’re Never Gonna Get It)" og "Don't Let Go" fra albummet EV3 fra 1997 – en plade som GAFFAs anmelder tildelte soul-kvinderne fem stjerner. Gruppen kunne sidst opleves i Danmark på Godset i Kolding i 2016. En optræden, der dog kun få to stjerner ud af GAFFAs anmelder.
Festivalgæsterne kan også få sig et nostalgisk tilbageblik, når Tony Hadley, tidligere medlem af 80’er-new wave-gruppen Spandau Ballet, kommer og optræder med nogle af gruppens største og ikoniske hits, heriblandt "True" og "Gold".
Sidst, men ikke mindst, får festivalen også besøg af en skandinavisk stemme i form af Lisa Ekdahl, der siden 1994 har haft succes både herhjemme i Danmark og hjemlandet Sverige. I år kunne Lisa Ekdahl fejre tredive års jubilæum for sit selvbetitlede debutalbum, som udkom i 1994 og indeholdt hittet "Vem vet?" I den forbindelse gav Ekdahl flere koncerter i København og i sommes, da hun optrådte på blandt andet Engage Festival, Kultursalonerne Gisselfeldt og i Musikhuset Aarhus.
GAFFAs anmelder var tilstede til jubilæumskoncerten i DR Koncerthuset i starten af året og krediterede optrædenen med hele fire stjerner og skrev: "De fire musikere, deres instrumentale overskud og sloppy stil – lykkehjulet og muligvis også Lisa Ekdahls autenticitet – gav koncerten de dimensioner, som gjorde min oprindelige skepsis til skamme.
Der er stadig partoutbilletter til festivalen, men ønsker man en dagsbillet, kan denne købes fra den 26. november her.
LÆS OGSÅ: Løvinden brølede ind i et tomt bur