Nyhed

FØRSTE GANG NOGENSINDE: AI-forfinet The Beatles-sang er nomineret til en Grammy

The Beatles' "Now and Then", forfinet med AI, er nomineret til to Grammy-priser mere end 50 år efter bandets opløsning

Det er efterhånden mere end 50 år siden, at The Beatles gik i opløsning, men det ændrer ikke på, at bandet i skrivende stund er nomineret til to Grammy-priser. Et faktum, der kan føles som en tidsrejse tilbage til deres storhedstid. The Beatles' single "Now and Then" er med hjælp fra AI blevet forfinet og senere udgivet i 2023, og nu er sangen nomineret til Record of the Year og Best Rock Performance og konkurrerer dermed mod artister som Chappell Roan, Beyoncé og Charli XCX

Sangen markerer desuden den første AI-udgivelse, der nogensinde er blevet nomineret til Grammy Awards. Sidste år anvendte Paul McCartney nemlig et AI-assisteret program til at forbedre den dårlige lydkvalitet på nogle John Lennon-demoer fra 1978 for at skabe "Now and Then". Sangen er altså resultatet af genoplivede lydoptagelse af både John Lennon og George Harrison i samspil med nye optagelser fra Poul McCartney og Ringo Starr.

Idéen til at producere den sidste The Beatles-sang kom, da Paul McCartney blev inspireret af filminstruktør Peter Jacksons dokumentarserie fra 2021 The Beatles: Get Back, som er baseret på arkivoptagelser fra, da gruppen indspillede "Let It Be". Paul McCartney og hans team brugte det samme AI-baserede lydredigeringssoftware til "Now and Then", som produceren Giles Martin brugte til at lave remaster-udgaven af Revolver-albummet, der blev udgivet i 2009. Det oprindelige album udkom i 1966.


Ifølge musikbranchemediet Digital Music News fungerer AI-værktøjet på samme måde som Zoom, FaceTime eller Discord, når programmerne filtrerer baggrundsstøj fra et opkald. Kunstig intelligens har i dette tilfælde isoleret og renset lyden af John Lennons demooptagelser fra slutningen af 70'erne, så den kunne bruges i en moderne sang.

Læs også: AI-ekspert: ”Det sætter nogle fundamentale rettigheder under pres”

"Now and Then" er den første AI-assisterede sang, som er nomineret til to Grammys nogensinde. Men spørgsmålet er, om nyhedsværdien af, at de engelske legender har en ny udgivelse, er nok til at sikre dem sejren mod moderne sværvægtere som Kendrick Lamar, Billie Eilish og Taylor Swift. Eller om de moderne kunstnere på den anden side har en chance mod et band som The Beatles?

"Now and Then" har det laveste antal Spotify-streams blandt Record of the Year-nomineringerne for 2025. Sangen har nemlig 78 millioner streams, mens en sang som Billie Eilish' "Birds of a Feather" har mere end en milliard streams på Spotify. Derfor tyder det på, at The Beatles vil få hård konkurrence, når det handler om, hvem der ender med priserne. Det faktum, at sangen overhovedet er nomineret, vidner dog om deres enorme rækkevidde, når man tænker på, at det drejer sig om et band, der gik i opløsning for mere end 50 år siden.

Samtidig åbner nomineringerne op for debatten om AI i musikbranchen, der må siges at have gjort sit indtog i industrien. Verdens største pladeselskab, Universal Music, har desuden indgået et samarbejde med AI-virksomheden KLAY Vision Inc., hvilket yderligere cementerer, at AI's indtog i musikbranchen er kommet for at blive. Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede for den nye teknologi. Mere end 13.500 musikere, organisationer og institutioner har for nylig underskrevet en AI-advarselskampagne, som råber vagt i gevær for at beskytte kunstneres rettigheder. Læs mere om den sag her.


Dertil har musikere som Will.i.am, kendt fra Black Eyed Peas, delt sine tanker om kunstens sårbarhed og kunstig intelligens (AI) under en samtale på EXIT-festivalen i Serbien. Han udtrykte, at hvis man bruger teknologien korrekt, kan den være et hjælpende værktøj, men at den stadig ikke kan udkonkurrere de menneskelige kvaliteter, ifølge ham.

Hør The Beatles AI-single med tilhørende musikvideo her:


Hør “ny” Beatles-sang: Et varmt, eftertænksomt punktum

 


 

ANNONCE