Nyhed

Isam B udgiver musikalsk debatindlæg om internetkrigerne

Isam B er klar med endnu et singleudspil før hans kommende dansksprogede album lander i starten af 2025

Den tidligere Outlandish-sanger og sangskriver Isam B udgiver sin nye single "Provokatør", der udkommer forud for det kommende album Den Heldigste Mand i Europa, der lander på gaden den 24. januar 2025.

Den nye single udkommer i forlængelse af de to singler "Snart blev vi ældre" og "Acetone", der ligesom "Provokatør" sætter aktuelle samfundstemaer under lup. Sidstnævnte berører facetter af et tema, der ifølge pressemeddelelsen har holdt Isam B til ilden siden skabelsen af Outlandish helt tilbage i 1997 – nemlig temaet om kultursammenstødet: 

“'Provokatør' sætter spotlight på internetkrigere, som forpester meningsudvekslinger og debatter på de sociale medier - noget, som mange, der fremsætter en holdning i det offentlige rum, oplever,” siger Isam B.


Igennem tiden har den ovenstående debatkultur skabt en frustration over manglen på et ordentligt og respektfuldt debatklima, hvilket i sidste ende fik ham til at skrive "Provokatør", som skal fungere som et musikalsk debatindlæg. Om inspirationen fortælles det, at den nye single er inspireret af de oplevelser, han og sanger og sangskriver Nana Jacobi havde efter udgivelsen af "Ramadan i København" i 2019.

"Vi var igennem en mediestorm sammen, hvor Nana blandt andet blev kaldt 'forræder', og jeg blev kaldt 'fundamentalist'," siger Isam B.

På trods af debatten blev sangen optaget i Højskolesangbogens 19. udgave i 2020, hvilket kan tolkes som en blåstempling af deres arbejde. Derfor er det kun naturligt, at sangskriverduoen igen er gået sammen om den nye single "Provokatør".


Det kommende album er en forlængelse af Isam Bs bog, Fædreland (2021). Sangene på det kommende album er samtidig en refleksion over de kulturforskelle, der har været i hans barndom på Vestegnen op igennem 1980'erne og 1990'erne. 

Isam B debuterede som solist i 2007 med albummet Institution - en dansksproget udgivelse, der høstede fire stjerne. Elleve år senere var han atter aktuel med Lost For Words (2018) - nu på engelsk. 

Nu kan han annoncere et nyt album, der samtidig markerer hans første dansksprogede udgivelse siden 2007. Udover at han er tilbage på dansk, er lyden mere indie-rocket, kantet og minimalistisk. Sideløbende byder albummet på spoken word, der præsenterer lydfortællinger om afkroge af det danske samfund, som enten er glemte eller aldrig er kommet frem i lyset


Hør den nye single her: 

AUTORS HÆDERSPRISER: Her er modtagerne...

ANNONCE