I mødet med storbyen har sønderjyden fundet sig selv og sin lyd
Den 24-årige spirende sanger Kedde træder ind i en ny musikalsk æra med sin nyeste single "Dagdrømmeri", hvorpå Kedde langt om længe har fundet sin plads på hylden og er mere ærlig og selvsikker, end vi før har set ham.
"”Dagdrømmeri” er historien om første gang, man møder nogle, som virkelig forstår en. Når man finder sit community, blomstrer man. Man åbner sig op. Man bliver frigjort. At man lige pludselig tør fantasere og føle sig tiltrukket, fordi man endelig er tryg nok. Fordi man endelig har fundet hjem", fortæller Kedde i en pressemeddelelse.
Ifølge pressemeddelelsen er "Dagdrømmeri" en fortælling om sønderjydens møde med Københavns queermiljø, hvor han har stiftet bekendtskab med et trygt forum, der gav ham plads til at være queer overfor sig selv og overfor omverdenen.
Mens Kedde har fundet sin plads i verden, har hans musik ligeledes fundet sin retning. Om sin musik fortæller Kedde: "Jeg drømmer om at kunne fortælle mine historier til dem, som har brug for dem, dem der kan relatere. Jeg drømmer om at samle mennesker og skabe et safe space, hvor vi kan være os selv. Jeg drømmer om at skabe et space, som kun er for os. For musikken er kun for os."
Kedde debuterede i 2023 med singlen "Jeg håber", og har siden udgivet ep'en En stille start tidligere i år. På trods af et endnu lidt tyndt hitkatalog, har sangeren optrådt på adskillige store scener, heriblandt på Smukfest 2023, hvor han vandt ”Tak Rock-prisen”. Desuden har han været at finde på turné med Mekdes og Pil, optrådt til Copenhagen Pride, spillet koncerter i Tivoli, og var også at finde på dette års Spot Festival.
Hør den nye single her:
DMA 2024: Her er de nominerede i kategorien Årets Nye Danske Navn