Kongeparrets Priser lanceres i 2025 med et nyt format og en pris, der hylder fællesskaber og deres bidrag til lokalsamfundet
Når Kronprinsparrets priser vender tilbage i efteråret 2025, vil det være under et nyt format, med en ny pris og et nyt navn. Mens formatet stadig er under udvikling, er den nye pris og det nye navn allerede offentliggjort. Den nye pris vil sætte fokus på fællesskaber, der bidrager til lokalsamfundet, og prisuddelingen vil fremover hedde Kongeparrets Priser.
Kronprinsparrets Priser blev givet som bryllupsgave til kronprinsparret af Bikubenfonden tilbage i 2004. Efter oprindeligt kun at indbefatte en enkelt pris til en kulturpersonlighed, er prisuddelingen nu vokset til fire priser, der hædrer kultur, kunst og socialt arbejde, udvalgt af kronprinsparret efter indstilling fra to rådgivende komitéer.
Prisuddelingen fejrede i år 20 års jubilæum, hvor kongeparret havde inviteret tidligere prismodtager og koncertgæster. Desuden var der lagt i kakkelovnen til flere musikalske oplevelser med artister som Jada, Emma Sehested Høeg, Tina Dickow, Kesi og Zar Paulo. Programmet viste sig, at have et par overraskelser i ærmet da Thor Farlov, Nicklas Sahl og Trine Dyrholm også gæstede Store Vega i aftes.
Aftenen bød desuden på en fejring af de 61 priser, der over de sidste 20 år er blevet uddelt til forskellige prismodtagere, som blandt andet inkluderer musikere som MØ og Oh Land.
Ifølge en pressemeddelelse afsluttede kongeparret aftenen med en tak og annoncerede, at prisuddelingen vender tilbage i 2025 i en ny form og med navnet Kongeparrets Priser. De afslørede også, at der vil blive introduceret en ny pris, der hylder fællesskaber, som bidrager til deres lokalsamfund.
"I aften siger vi farvel til Kronprinsparrets Priser og hilser noget nyt velkomment. For det slutter ikke her for os. Vi har fået nye titler, men vi bærer vores værdier med os. Derfor vil vi også fremover bakke op om sociale initiativer, om kunst og kultur og om fællesskaber, der binder os sammen. Vi vil hylde dem, der betager, begejstrer og bevæger os," sagde Kong Frederik og Dronning Mary og fortsatte:
"Vi vil holde fast i en pris til kunst og kultur og en pris til sociale initiativer, og som noget nyt i 2025 introducerer vi en pris til fællesskaber".
DR vil fortsat være vært for prisuddelingen og give seerne indsigt i prismodtagernes arbejde og det nye format omkring Kongeparrets Priser. Gustav Lützhøft, ledende redaktionschef for DR Kultur, Debat og Musik, udtaler i pressemeddelelsen: "Vi ser frem til at samle og engagere danskerne til en aften dedikeret til kunst, kultur, fællesskaber og socialt arbejde – vigtige elementer for Danmarks sammenhængskraft."
Bikubenfonden vil fortsat støtte prismodtagerne med et pengebeløb og udviklingsforløb, der sætter fokus på deres arbejde. Administrerende direktør Søren Kaare-Andersen udtaler således om det fremtidige format: "Vi ønsker at styrke prismodtagerne, så de kan realisere deres fulde potentiale og få deres arbejde ud til flere. Vi kan alle lære af deres mod og engagement, og de viser os nye veje for vores samfund."
Kongeparrets Priser uddeles for første gang i efteråret 2025. Flere detaljer om prisernes format vil blive offentliggjort i begyndelsen af det nye år.
Priserne er indstiftet af kongeparret for at anerkende personer eller initiativer, der udvider vores horisont og fremmer menneskelig og samfundsmæssig udvikling. Der vil fremadrettet blive uddelt tre priser, som hver især fremhæver prismodtagernes betydelige bidrag. Én pris vil fokusere på socialt arbejde, én på kunst og kultur og én på fællesskaber, hvilket skal synliggøre og hylde modtagernes indsats og den positive påvirkning, de har på samfundet.
Fejringen, der løb af stablen 5. november 2024 i Store Vega, bliver en del af programmet 20 år med Kronprinsparrets Priser, der sendes på DR1 og DRTV lørdag den 9. november klokken 21:00.
Kronprinsparrets Priser fejrer 20 år med stjernespækket underholdning