The Oceans hylder C.V. Jørgensen med ny fortolkning af "Blåt blod til alle" som deres første danske udgivelse nogensinde
Den danske duo, The Oceans, hylder C.V. Jørgensens album Sjælland ved at udgive deres fortolkning af "Blåt blod til alle", som samtidig markerer en naturlig overgang fra engelsksprogede til dansksprogede sange. Denne nye udgivelse er nemlig deres første sang på dansk og kan høres nederst i artiklen.
Bag The Oceans står Dan Joe og Linus Valdemar, der ikke mener, at Sjælland har fået den rette opmærksomhed i forbindelse med det flotte jubilæum.
"Det er en plade, der har haft en enorm betydning for os i vores opvækst og for os som musikere. Og så er pladen og især nummeret 'Blåt blod til alle' meget betydningsfuldt i starten af vores venskab, hvor vi brugte meget tid på at lytte til musik sammen og finde ind til hinanden, siger Dan Joe og tilføjer:
"Derfor føltes det helt rigtigt, at vores første coversang skulle være denne, og springet fra engelsk til dansk er helt naturligt, når det er sammen med Carsten Valentin Jørgensens lyrik."
The Oceans udgav deres første single "So Long" i 2017. Sidenhen har de udgivet ep'erne med de opfindsomme titler EP I og EP II fra henholdsvis 2018 og 2019. De udgav deres debutalbum Love Above All i 2022, som modtog tre stjerner med ordene: "Det smukke, det velovervejede og det cool drukner for ofte i klichéer og musikalske karikaturer. Og det er virkelig ærgerligt, for når The Oceans er bedst, har de virkelig meget at byde på. Lyt bare til omkvædet på ”Did You Know”, guitartemaet på ”Time To Say Goodbye” eller de to vokalers samspil på 'Relationship Revisited'."
GAFFA anmeldte The Oceans, da de i 2019 spillede under Spot Festival på VoxHall, hvor den powerfulde duo betagede publikum med smuk støj, som resulterede i en femstjernet anmeldelse.
I forbindelse med Sjællands (1994) tredive års jubilæum genbesøgte GAFFA et gammelt interview i forbindelse med udgivelsen af albummet tilbage i 1994. Her kan du læse interviewet og se et par af billederne fra dén dag i september '94.
Hør den nye single her: