Nyhed

NY MUSICAL: Elsker du også 90'erne? Så læs med her!

Chief1, Fredericia Musicalteater og "Vi Elsker" skaber en unik oplevelse, hvor publikum inviteres helt tæt på 90’ernes lyd og historie

Fredericia Musicalteater og AHA Creations løfter i samarbejde med Chief1 og "Vi Elsker" sløret for en ny original musicaloplevelse med titlen: What is Love - En Vi Elsker 90’erne musical. Forestillingen bringer den pulserende lyd af 90'erne til live med hits som "Pump up the Jam", "Sing Hallelujah" og "What is Love". Med premiere den 20. september 2025 inviterer musicalen til en nostalgisk rejse ind i 90'ernes musikbranche, hvor ungdom, oprør og kærlighed til musikken var drivkraften. Det forklarer en pressemeddelelse.

Chief1, en af 90'ernes mest markante skikkelser i dansk musik, og iværksætteren Riffi Haddaoui, der står bag Vi Elsker 90'erne-fænomenet, tager med musicalen fat på fortællingen om de drømme og kampe, som ungdommen i 90'erne stod overfor. Pressemeddelelsen uddyber, at musicalen dermed præsenterer en fiktiv historie om tre unge musikere, der må vælge mellem kærligheden til musikken og berømmelsens fristelser, inspireret af Chief1's egne oplevelser fra samtiden. Musicalens fortælling er skrevet af dramatiker Magnus Luel Berg, og skildrer således et ungt bands vej mod berømmelse og valget mellem succes og passion. I pressemeddelelsen udtaler teaterchef Thomas Bay fra Fredericia Musicalteater: "What is Love bliver en kodyl fed totaloplevelse, der hylder årtiets ikoniske musik og kultur".

Grænserne mellem scene og publikum smelter sammen
Forestillingen lover en såkaldt "immersive oplevelse", hvor publikum bliver placeret midt i rummet, tæt på scenen, omgivet af visuelle effekter på skærme, der gør, at de kan følge hver bevægelse på scenen i intense nærbilleder. Ifølge pressemeddelelsen vil det skabe en sammensmeltet oplevelse af både at være til intim- og stadionkoncert på samme tid. Dertil udtaler Chief1: "What is Love bliver en intens fortælling og hyldest til en tid og en lyd, der stadig samler og engagerer mennesker".


Castet offentliggøres senere i år, mens billetsalget allerede starter på fredag den 15. november 2024 her.

LÆS OGSÅ: KÆMPE FOTOSERIE: Se de flotteste billeder fra Vi Elsker i Rødovre

ANNONCE