Nyhed

”Rock’n’roll til det sidste”: Johnny Madsen er død

Den folkekære musiker er sovet stille ind efter længere tids sygdom, bekræfter familien

Den folkekære musiker og kunstner Johnny Madsen er død efter længere tids sygdom. Han blev 73 år og sov stille ind mandag eftermiddag i sit hjem på Fanø, bekræfter hans familie over for Ekstra Bladet.

Ifølge hans søn, Rasmus Madsen, var Johnny Madsen "rock'n'roll til det sidste", men hans helbred kunne ikke holde til den livsstil længere. Rasmus Madsen fortæller, at hans far altid havde været hård ved sit system, og at han i marts brækkede kravebenet, hvilket førte til komplikationer og en indlæggelse på hospice i august. 

En lang og sej karriere
Johnny Madsen blev født i Thyborøn i 1951, men bosatte sig på Fanø, hvor han også drev sit eget galleri og hurtigt blev kendt som en "særling fra verdens ende".


Siden 1970'erne har han været en markant skikkelse på den danske musikscene og har skabt hits både som solist og som medlem af bandet Dalton sammen med Lars Lilholt og Allan Olsen. Som solist er han kendt for sange som "A kører å æ motorvej", "Udenfor sæsonen", "Johnny the Blues" og mange flere.

Johnny Madsens debutalbum De tørre er de best... (Men våde er de flest...)" udkom i 1982 og markerede begyndelsen på en lang og succesfuld karriere. I alt blev det til 20 soloalbummer, hvor det seneste, Godt Nyt udkom i 2015 og fik fire stjerner af GAFFA. Med bandet Dalton udgav han yderligere tre album, Dalton (1992), Tyve ti (2009) og livealbummet Dalton var her! (2010). Sidstnævnte optjente fem store stjerner fra GAFFA.

Humoristisk tilgang
Den 73-årige musiker har i de senere år arbejdet mere og mere som billedkunstner og desuden deltaget i dokumentaren Ja for Fanø på TV 2, hvor han reflekterede over sin karriere og livets udfordringer. I et af afsnittene kommenterede han sit solouheld tidligere i år med en humoristisk tilgang: "Jeg brækkede jo kravebenet, fordi jeg kom ind i soveværelset og ikke kunne finde lysknappen. Så faldt jeg over mine sutsko. Det, der irriterer mig, er, at jeg tror, jeg stadig er 18 år og kan komme væltende ind uden lys og så per definition finde min seng. Kunne jeg det? Nej". Det skriver DR i deres minde om den folkekære eksistens.


Hans død efterlader et tomrum i den danske musikverden, hvor han vil blive husket som en uvurderlig kunstner. Æret være Johnny Madsen minde (1951-2024).

Læs også: Johnny Madsen: – Når jeg tænder en computer, går alt lyset i Europa ud

ANNONCE