OpenAI, som står bag ChatGPT, er blevet sagsøgt af den tyske musikrettighedsorganisationen Gema for uautoriseret brug af sangtekster
Den amerikanske AI-gigant OpenAI, der står bag ChatGPT, er blevet sagsøgt af den tyske musikrettighedsorganisation GEMA.
I forbindelse med søgsmålet understreger GEMA, at OpenAI, gennem sin ChatGPT-chatbot, "reproducerer beskyttede sangtekster af tyske tekstforfattere uden at have erhvervet licenser eller betalt de pågældende rettighedshavere". Derfor er søgsmålet et forsøg på at bevise, "at OpenAI systematisk bruger GEMA's bagkatalog til at træne sine systemer," lyder det ifølge Music Business Worldwide.
Den tyske organisation GEMA repræsenterer ophavsrettighederne for omkring 95 tusind medlemmer i Tyskland. Det omhandler både komponister, tekstforfattere og musikforlag samt over to millioner rettighedshavere verden over. Retssagen er den seneste store sag, hvor et AI-selskab bliver anklaget for at bruge rettighedsbeskyttet musik og sangtekster i træningen af generativ AI uden tilladelse.
Tidligere på året sagsøgte de tre store selskaber Sony Music, Universal Music Group og Warner Records eksempelvis AI-selskaberne Suno og Udio for at kopiere musik uden tilladelse. Musikken blev, ligesom i tilfældet med GEMAs retssag, brugt til at lære deres AI-systemer at skabe musik, der konkurrerer med menneskelige kunstneres arbejde.
GEMA bemærker, at OpenAI er blevet den førende udbyder af generativ AI på verdensplan, og at tech-virksomheden har en omsætning på to milliarder dollars, svarende til cirka 14 milliarder danske kroner og et mål om at fordoble omsætningen i løbet af 2024.
I den forbindelse har GEMA udtalt, at OpenAIs ChatGPT "blev trænet med ophavsretligt beskyttede tekster, herunder sangtekster fra repertoiret af omkring 95.000 GEMA-medlemmer," som "stadig ikke er blevet betalt for brugen af deres værker."
GEMA indgav retssagen i går til München Regionalret mod OpenAIs moderselskab OpenAI, LLC og OpenAI Ireland Ltd., som er selskabets europæiske operatør. Anklageskriftet hævder, at "når enkle forespørgsler indtastes, så reproducerer ChatGPT de oprindelige sangtekster, som systemet angiveligt er blevet trænet med", og "at adskillige kendte tyske musikkunstnere og deres musikforlag støtter organisationens retssag."
Det er samtidig en problematik, som andre initiativer såsom underskiftindsamlingen Human Artistry Campaign også har været med til at rette fokus mod. I skrivende stund er der mere end 35.000 forfattere, kunstnere, musikorganisationer og musikere, der siger stop for uautoriseret brug af deres værker i træningen af kunstig intelligens. Den britiske underskriftsindsamling blev iværksat på baggrund af regeringens planer om at ændre loven, så AI-virksomheder kan benytte deres materiale uden tilladelse.
Blandt de mange underskrivere er også den danske musikrettighedsorganisation Koda, hvor direktør Gorm Arildsen har underskrevet erklæringen på vegne af organisationen og samtidig opfordrer alle Koda-medlemmer til at gøre det samme i en udtalelse fra organisationen på blandt andet Linkedin:
"Det er helt afgørende, at der sikres betaling til indholdsskaberne, når deres værker benyttes til at træne AI-modeller. Derfor støtter Koda erklæringen fuldt ud, og vi opfordrer alle Kodas medlemmer til at skrive under. En underskriftsindsamling alene løser ikke problemet, men den skaber en nødvendig opmærksomhed og kan forhåbentlig være med til at lægge pres på beslutningstagere, så der etableres en juridisk ramme, som beskytter kunstneres værker."
GAFFA har spurgt Koda om, hvorvidt de har i sinde at følge deres tyske kollegaer med en lignende retssag mod OpenAI. Kodas direktør Gorm Arildsen vil ikke afvise en retssag, men organisationen vil hellere samarbejde med AI-selskaber om løsninger med politisk opbakning:
- Vi vil helst indgå aftaler med AI-selskaberne og have skabt klare regler på området. Men retssager kan blive nødvendigt. For mange af de største AI-virksomheder siger meget tydeligt, at de ikke mener, de skal betale for rettigheder. Det er derfor helt afgørende, at politikerne kommer på banen nu, og at Kulturministeriets ekspertgruppe om ophavsret og AI kommer med nogle klare og håndfaste anbefalinger til kulturministeren om håndteringen af de udfordringer, der er på området, udtaler Gorm Arildsen i et skriftligt svar til redaktionen og tilføjer derudover, at Koda ikke ønsker at bremse den teknologiske udvikling, som dog kræver klare retningslinjer, der beskytter kunstneres rettigheder:
- I Koda ønsker vi ikke at stoppe AI og ny teknologi. Men når man har at gøre med en så intens og skruppelløs kannibalisering af musikskabernes rettigheder, som AI-tjenesternes forretningsmodel er udtryk for, så kræver det handling. Det er også det, GEMA udtrykker med deres sagsanlæg. OpenAI har en anslået markedsværdi på over 1.000 milliarder danske kroner og udbyder med ChatGPT en kommerciel AI-tjeneste, som er bygget på andres indhold. Uden ophavsretligt beskyttet indhold kan man slet ikke bygge en generativ AI-tjeneste som fx ChatGPT, hvilket OpenAI offentligt har erkendt. Så det er sådan set meget enkelt. Hvis AI-firmaerne ønsker at benytte rettighedsbeskyttede værker og opbygge en forretning omkring det, så skal de betale tilbage til de indholdsskabere, de står på skuldrene af.
Musikkurateringens ChatGPT er kommet til Danmark