Blandt andre er en tidligere Spice Girl iblandt de annoncerede navne
Vi Elsker, der indtil videre i 2025 kan opleves i Rødovre, Odense og Vejle, har netop offentliggjort de første fem navne til plakaten. Og det må siges at være lykkes holdet bag festivalen at bringe 90'erne tilbage, da ingen mindre end den tidligere Spice-Girl Melanie C lægger vejen forbi Vi Elsker-koncerterne i 2025. Hun akkompagneres af andre nostalgiske 90'er-navne som Vengaboys, Dj Aligator, Barcode Brothers og Paul Oakenfold.
Melanie C har sammen med resten af Spice Girls-banden taget verden med storm med hits som "Wanna Be" og "Say You'll Be There". I 1999 udgav hun sit solodebutalbum, og har siden optrådt som soloartist – også i Danmark, hvor hun har fået ganske blandede anmeldelser i GAFFA. Nærmere bestemt blev det til fem stjerner for hendes optræden på Smukfests Bøgescene i 2022, hvorimod hun i år blev tildelt nul – ja, du læste rigtigt – stjerner for hendes koncert på AiaSound i København. Vi håber på en koncert ala førstnævnte, når hun atter gæster Danmark i 2025.
”Det er noget af det vildeste, vi nogensinde har lokket til Danmark. Vi er stolte og ydmyge over, hvordan det hvert år lykkedes os at få nogle af verdens største navne til at turnere med os rundt i Danmark, men der var nok ikke nogen, der troede for 10 år siden, at vi ville få en fra selveste Spice Girls til at sprede girlpower herhjemme,” udtaler Vi Elskers stifter, Riffi Haddaoui i en pressemeddelelse.
Dj Aligator var en stor del af 90'ernes danske techno-scene, og hans livlige shows gør ham til en af festivalens mest eftertragtede artister. Han er kendt for den ikoniske "The Whistle Song", der i 2023 fik en fornyelse i et samarbejde med Tessa og Kidd på "Fløjt'ne". "DJ Aligator er den ultimative feststarter, og hans musik har sat sit præg på mange fester gennem årene. Vi ved, at det bliver en uforglemmelig fest, når han rammer scenen igen!" udtaler Riffi Haddaoui i pressemeddelelsen.
Vengaboys, de uforglemmelige festkonger, vender også tilbage til Vi Elsker med 90'er-hits som "Boom Boom Boom Boom!!", "We Like to Party!" og "Up & Down." Vengaboys har tidligere været med på festivalen hele tre gange, og hver gang har de, ifølge festivalen, givet et show, som har været intet mindre end spektakulært.
“Vengaboys har en helt særlig plads i vores hjerter, og deres shows har altid været en af festivalens store højdepunkter. Det er klart, at deres festlige energi og hits er en perfekt match til Vi Elsker, og vi glæder os til at bringe deres uforglemmelige fest tilbage til scenen!” udtaler Riffi Haddaoui.
Også de danske pionerer inden for elektronisk musik, Barcode Brothers, vender tilbage til festivalen. I slutningen af 90'erne lavede de hits som "Dooh Dooh" og "SMS", og deres rytmer og energi på scenen har stadig en helt særlig plads i 90'er-hjerter.
Endelig byder Vi Elsker på Paul Oakenfold, der har været med til at definere 90’ernes rave-scene. Med hits som "Southern Sun" og "Bullet in the Gun" er han, ifølge festivalen, en af de største dj's fra den æra, og hans uforglemmelige trance-drops og massive basarm har stadig en magisk effekt på dansegulvene verden over, lyder det i pressemeddelelsen.
Billetsalget skydes allerede i gang i dag kl. 12.00 og billetter kan købes her.
LÆS OGSÅ: ANASTACIA-INTERVIEW: Min musik var terapi