Nyhed

Charli XCX afslører de 18 medvirkende på kommende remixalbum

Efter flere uger med spekulationer, rygter og kryptiske reklameskilte, bekræfter Charli XCX nu samarbejdspartnerne på det kommende remixalbum

Efter diverse kreative hints i bybilledet og spekulationer på sociale medier, afslører Charli XCX nu officielt navnene på de 18 kunstnerne, der medvirker på det kommende remixalbum Brat and it’s completely different but also still brat. Albummet, som er et remix af sommerens hit og fem-GAFFA-stjernede album, Brat, udkommer på fredag den 11. oktober. 

Den 32-årige sanger har tidligere afsløret visse navne og frigivet smagsprøver fra albummet i form af remixede numre som "Von Dutch" med Addison Rae, "Girl, So Confusing" med Lorde, "360" med Robyn og Yung Lean, "Guess" med Billie Eilish samt "Talk Talk" med Troye Sivan og Dua Lipa. Nu er hele listen over de 18 medvirkende kunstnere altså blevet offentliggjort af den britiske sanger på det sociale medie X

Artiklen fortsætter under opslaget


På remixversionen findes prominente navne som "Thank You, Next"-sangeren Ariana Grande, Manchester bandet The 1975, indiefolk-bandet Bon Iver, Julian Casablancas fra The Strokes, BB Trickz, Bladee, The Japanese House, Shygirl, Jon Hopkins, Tinashe og Caroline Polachek. Det fremgår dog ikke offentligt, hvilke sangtitler kunstnerne medvirker på. Ifølge det amerikanske medie NME, har Ariana Grande dog delt teksten til sangen "Sympathy is a Knife" på sine sociale medier, hvilket tyder på, at hun medvirker på dette hit.  


Op til afsløringen cirkulerede også (tilsyneladende falske) rygter på nettet om andre potentielle samarbejdspartnere, heriblandt ingen mindre end Madonna, Fred Durst og Charli XCX' nu afdøde veninde Sophie. Dertil var der også spekulationer om, hvorvidt den danske sanger MØ hentydede til et potentielt samarbejde på sine sociale medier. Disse navne indgår dog ikke på de reklameskilte, Charli XCX delte i sit opslag på X. 

Remixalbummet udkommer oveni Brat-skaberens Sweat Tour, som hun i øjeblikket turnerer med i selskab med samarbejdspartneren og popikonet, Troye Sivan.


Hør deres sang på det kommende remixalbum her: 

LÆS OGSÅ: Barack Obama roser Charli XCX i podcast-klip: Hun ved, hvad hun laver

ANNONCE