Nyhed

"Elskovsbarn af Patina og Scarlet Pleasure" klar med ny single

Det danske band har følelserne uden på tøjet, mens de balancerer tvivl og eufori på deres nye single

Det danske band Gejst er klar med deres nye single "Are We Ready To Go". Med denne udgivelse fortsætter trioen deres mission om at sætte ord og toner på de komplekse følelser, der kendetegner livets op- og nedture. Singlen bygger videre på deres personlige og nærværende univers, som bandet allerede har etableret, skriver en pressemeddelelse.

"Are We Ready To Go" centrerer sig omkring temaer som flugt, selvopdagelse og tvivlen, der følger med forsøget på at undslippe hverdagens monotoni. Ifølge bandet selv handler sangen om at bryde ud af sine vante rammer, og om at slå sig løs, men også om frygten for at miste sig selv i processen: "Vi vil gerne fange følelsen af både eufori og tvivl, der opstår, når man bryder ud af hverdagen, men ved, at morgendagen venter," fortæller bandet i meddelelsen.

Gejst udgav deres debutsingle, "De Forbudte Trin" i 2021. Siden har de etableret sig med "eksplosive følelser og intensitet" på den danske musikscene. Bands of Tomorrow har desuden døbt bandet som "et elskovsbarn af Patina og Scarlet Pleasure", og beretter, at deres musik typisk byder op til dansefest med følelserne uden på tøjet.


Hør den nye single, "Are We Ready To Go" her:

ANNONCE