Nyhed

Fra blokken til barokken: Benny Jamz og Michala Petri i unikt samarbejde

Benny Jamz går sammen med Danmarks Underholdningsorkester og Michala Petri og forener vidt forskellige musikalske universer

Benny Jamz får helt nye, og særdeles pæne, sko at gå i, når han den 15. februar giver en helt særlig koncert i DR Koncerthuset. Den danske rapper får nemlig fint besøg af Danmarks Underholdningsorkester, og fløjtenisten Michala Petri, der særligt har udforsket barokkens musikalske univers. De to vidt forskellige musikalske verdener mødes, når Red Bull Symphonic bliver afholdt den 15. februar 2025.

Om det kommende show fortæller Benny Jamz i en pressemeddelelse: "Jeg glæder mig meget til Red Bull Symphonic! Det er en spændende udfordring og en kæmpe oplevelse at arbejde med Underholdningsorkesteret. Jeg har det bedste hold bag mig, jeg glæder mig helt vildt til at dele det med jer."

Også den verdensberømte fløjtenist Michala Petri ser frem til samarbejdet og udfordringen ved at lade de to genrer smelte sammen: ”For mig er det altid spændende at være med til musikalske dialoger og samarbejde med musikere fra forskellige genrer og kulturer. Jeg har ofte oplevet, at grænser udviskes, og at man finder sammen i et nyt fælles rum,” siger Michala Petri.


Red Bull Symphonic giver kunstnere med vidt forskellige musikalske baggrunde anledning til at mødes for en enkelt aften. Tidligere har blandt andre rapperen Rick Ross og produceren Metro Boomin’ optrådt med symfoniorkestret forskellige steder i verden. Det er dog første gang, at Red Bull Symphonic er i Skandinavien. Det er ligeledes første gang, at Benny Jamz skal optræde med et klassisk orkester og hverken Danmarks underholdningsorkester eller Michala Petri, har før arbejdet med hiphop-genren.

Producer Nicki Pooyandeh, der står bag flere af Benny Jamz største hits, er lige nu, i samarbejde med direktør for Danmarks Underholdningsorkester, komponist og dirigent John Frandsen, i fuld gang med at arbejde på, at det hele kan lade sig gøre:

”Red Bull Symphonic bliver noget helt særligt for mig af flere årsager. Blandt andet fordi jeg er i gang med at omdanne en stor del af Bennys repertoire til en symfoni i samarbejde med både Benny og Danmarks Underholdningsorkester. Derudover ser jeg virkelig frem til at stå i DR Koncertsalen foran en fyldt sal – det bliver en oplevelse, jeg virkelig glæder mig til! Jeg tror, det bliver en legendarisk koncert,” siger Nicki Pooyandeh, mens John Frandsen tilføjer:


”Der opstår helt nye musikalske verdener, når så forskellige musikalske traditioner mødes. Vi har fået komponisten Niels Marthinsen til at hjælpe os med at skabe det helt rigtige symfoniske univers omkring Benny Jamz, og jeg er overbevist om, at de to elementer vil klæde og berige hinanden."

Billetsalget til den unikke koncert er netop gået i gang og billetterne findes her.

Historisk stor offentliggørelse: Roskilde Festival løfter sløret for de første navne til 2025-plakaten


ANNONCE