Nyhed

HØR: Jacob Collier og Aurora i en rørende optræden for klimaet

De to kunstnere er taget til Arktis for at rejse opmærksomhed for verdenshavene

Jacob Collier og Aurora er, sammen med den internationale miljøorganisation Greenpeace, rejst til Arktis for at sætte fokus på kampen for hav-og klimabeskyttelse.

De to kunstnere ses på en lille flydende scene på vandet, placeret i naturskønne omgivelser, der danner baggrund for en duet af Jacob Colliers sang "A Rock Somewhere" og Auroras "The Seed", der begge sværmer om beskrivelser af naturen og planeten. Jacob Collier og Aurora tog med miljøorganisationen Greenpeace til Arktis i forbindelse med, at organisationen lige nu arbejder på et projekt, der sigter mod, at 30 % af verdenshavene skal være beskyttet inden 2030.

I en pressemeddelelse fra Greenpeace fortæller Jacob Collier om projektet: "Jeg blev overvældet af den enorme størrelse af Arktis – og også dens dybe skrøbelighed. Vi har mistet to tredjedele af al den arktiske sommers is i de sidste fyrre år. Mens det er en skygge af sin tidligere selv, er det ikke for sent for os at hjælpe," og tilføjer:


"Oceanerne er vores primære allierede i at forhindre nogle af de virkelig katastrofale konsekvenser af klimaforandringer. Indvirkningen af dybhavsmining er alt for katastrofal til at nævne – vi må hurtigt beskytte verdens oceaner – og handle nu, før det er for sent."

I samme opslag kommenterer også Aurora på situationen: "Vi skal forstå, at jo mere vi griber ind i, eller jo mere vi krænker naturen, desto mindre chance har vi for at overleve konsekvenserne af vores handlinger. Vi ved allerede hvilken stor indvirkning hvert valg, vi har truffet indtil nu, har haft på sundheden for denne planet. Og derfor på sundheden for hver eneste livsform, der lever på den. Jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke kan lade tingene være. Vores nysgerrighed er blevet bitter, og nu føler jeg, at vi kun ser på at dominere - tage jorden, tage alt, hvad den har at tilbyde, før nogen andre gør det."

"Vi konkurrerer med hinanden som nationer, men vi glemmer den ene ting, vi alle har til fælles. Hvis vi fortsætter med at gribe ind i de få urørte områder af denne Jord, vil der ikke være nogen fremtid. Vi må stoppe dybhavsmining. Jeg håber, vores statsminister og de andre verdensledere vil gøre det, der er rigtigt. Ikke for dem, men for børnenes børn," fortsætter Aurora.


Lige nu har millioner af mennesker underskrevet en underskriftsindsamling af Greenpeace, der opfordrer til at beskytte havet og hele 32 lande støtter et midlertidigt forbud (moratorium) for dybhavsminedrift, en forebyggende pause eller et forbud mod dybhavsminedrift i den internationale havbund. 

Den 18. marts 2024 offentliggjorde Udenrigsministeriet en pressemeddelelse, hvori de skriver, at "myndigheder fra hele rigsfællesskabet er i dag blevet enige om at støtte en forebyggende pause for dybhavsminedrift på den internationale havbund". Det betyder, at Kongeriget Danmark først tillader dybhavsminedrift, når to krav er opfyldt:

"1) FN’s Internationale Havbundsmyndighed (ISA) har vedtaget et robust regelsæt for dybhavsminedrift, som sikrer tilstrækkelig miljøbeskyttelse, og

2) der sikres en tilstrækkelig videnskabelig forståelse af negativ indvirkning og effektiv beskyttelse af havmiljøet fra de skadelige virkninger ved dybhavsminedriftsaktiviteter, så der kan træffes informerede beslutninger herom."


Projektleder for Greenpeace Nordic, Dr. Laura Meller, fortæller: "Vi vandt en historisk Global Ocean Treaty sidste år, som holder vores mål om at beskytte 30 procent af verdenshavene i 2030 i live. Men regeringerne ønsker nu at udvinde det dybe hav. Det vil vi ikke lade ske. Vi håber, at dette samarbejde vil inspirere millioner af mennesker rundt om i verden til at deltage i vores mission om at beskytte havene, men regeringer skal handle nu for at beskytte 30 % af verdenshavene inden 2030 og indføre et moratorium for dybhavsminedrift."

Aurora viste også sin støtte i klimakampen tidligere i år, da hun under en koncert på Orange Scene ved dette års Roskilde Festival meddelte, at naturen nu er blevet featuret på adskillige af hendes sange. Det skete gennem initiativet Sounds Right, der har registreret naturen som en kunstner på blandt andet Spotify under navnet NATURE. På den måde kan kunstnere over hele verden samarbejde med naturen, og registrere den som en medvirkende kunstner på deres sange. Her går NATUREs royalties til forbedring og genoprettelse af Jordens økosystem.

Hør skønsangen til naturen her:

Naturen er blevet en officiel kunstner, og tjente penge fra Orange Scene

ANNONCE