Kesha vil ændre musikindustrien og være en rollemodel for kvindelige artister
Efter nye anklager mod Diddy og et spotlight på den mørke side af branchen langer Kesha nu ud efter musikindustrien og lover at bruge sit nye pladeselskab Kesha Records til at være en rollemodel for artister, især kvinder, for at undgå, at flere bliver udsat for lignende sager i fremtiden. Sager, som sangeren desuden har haft tæt på livet i forbindelse med mange års kamp med anklager om seksuelt misbrug mod sin tidligere producer Dr. Luke.
I et interview med kulturmediet Elle fortæller Kesha: "Musikindustrien burde være pisse bange for mig, for jeg er ved at lave nogle store træk og ændre på det hele. Jeg vil virkelig pille det fra hinanden stykke for stykke og kaste lys over hver en krog. Jeg håber, mit eftermæle vil sikre, at det aldrig sker for nogen igen."
Kesha fortæller til mediet, hvordan hun selv havde brug for en kvindelig rollemodel, der kunne have været der for hende i den svære tid under Dr. Luke: "Da jeg voksede op, ønskede jeg, at der var en kvinde i popmusikken, som jeg kunne have rakt ud til og talt med om de ting, jeg gik igennem (...) Så nu prøver jeg at række ud til kunstnere, piger og kvinder, og bare tilbyde min livserfaring."
For den 32-årige sanger starter rejsen mod en lysere fremtid for musikindustrien i et fornyet syn på artisternes kontrakter. Kesha vil ændre på de kontraktvilkår, som tilbydes kunstnere i dag, der ofte kan kræve rettigheder til sange, tekster og endda kunstnerens billeder på ubestemt tid. Kesha mener ikke, at en artist nogensinde burde være "ejet" af andre mennesker. "Vi lever i en tid, der er mere demokratisk. Folk kan dele, hvad de vil, på alle disse forskellige platforme. Jeg er spændt på at se, hvad det betyder for fremtiden for musikken—hvordan fremtiden kommer til at lyde," fortæller Kesha til Elle.
Sangeren arbejder, ifølge Elle, lige nu på at skabe en digital platform, hvor artisternes sikkerhed bliver prioriteret frem for kommerciel indblanding. I sit pladeselskab vil Kesha nemlig have fokus på, at artisterne først og fremmest skal føle sig trygge: "Jeg tror ikke, man kan skabe, hvis man ikke føler sig tryg. (...) Den gamle måde at gøre alting i hemmelighed på — der er ingen fremtid der. Så til jer med dybe, mørke hemmeligheder: I må hellere skynde jer at løbe."
Interviewet og Keshas pladeselskabet kommer i kølvandet på, at ejeren af Bad Boy Records Sean "Diddy" Combs netop er blevet anholdt og sigtet for blandt andet overgreb, menneskehandel, sammensværgelse om afpresning og transport med henblik på prostitution. Desuden er der lige nu et ekstra fokus på musikbranchens skyggesider med en ny dokumentar om sangeren R.Kelly og en kommende dokumentar om Chris Brown.
Kesha har allerede markeret sig i debatten om denne side af musikbranchen, da hun i 2014 sagsøgte Dr. Luke med det borgerlige navn Lukasz Gottwald for psykisk, følelsesmæssigt og seksuelt misbrug. Vi skal dog helt tilbage til 00'erne for at finde de første beskyldninger om seksuelt misbrug, der endte i en retssag, hvor Kesha tabte. I juni sidste år indgik parterne endelig et forlig, hvor Dr. Luke holdt fast i sin påstand om, at han intet havde gjort. Kesha udtalte, at hun havde svært ved at genfortælle alt fra den pågældende aften, hvor anklagerne indtraf, og at retssagerne hovedsageligt beskæftigede sig med hendes anklage om voldtægt. Netop derfor sætter hendes sidste udgivelse i samarbejde med Kemosabe og RCA Records, Gag Order (2023), fokus på MeToo-bevægelsen og byder på en mere nuanceret fortælling. Albummet blev godt modtaget af GAFFAs anmelder, som gav fuld plade for den sårbare og ærlige fortælling.
Kesha stod derfor også tydeligt frem i kampen mod Diddy, da hun for nylig, og i selskab med sanger Reneé Rapp, ifølge BillBoard, ændrede teksten til sit hit "TikTok" fra "Wake up in the morning feeling like P. Diddy" til "Wake up in the morning like FUCK P. Diddy."
Overblik: Her er alt, du skal vide om Diddy-sagen