Pernille Rosendahl og Jacob Bellens er de første navne til koncertrækken Modersmål, som finder sted i Svendborg i starten af det nye år
Modersmål har netop annonceret de første artister til deres koncertrække, som finder sted i Svendborg i uge fire og fem i starten af det nye år. Pernille Rosendahl og Jacob Bellens er de første navne på plakaten, og de skal spille den 1. februar på Harders.
Pernille Rosendahl og Jacob Bellens har begge markeret sig som frontfigurer i danske bands – Rosendahl i Swan Lee og Bellens i I Got You On Tape – men har siden udgivet musik i eget navn. Selvom de primært har skabt engelsksproget musik, vil de, ved deres optrædener på Modersmål, udelukkende fremføre sange med danske tekster. Ifølge en pressemeddelelse vil koncerterne på Harders skabe en intim atmosfære, hvor Pernille Rosendahl og Jacob Bellens vil dele deres tanker om sangskrivning og overgangen til at skrive på dansk. Musikjournalist Henrik Aagaard vil moderere en løbende samtale undervejs, hvilket åbner op for et indblik i artisternes kreative processer og deres oplevelser med at arbejde på modersmålet.
Modersmål er et koncept, der sætter fokus på den dybere fortælling og dén forbundethed, der befinder sig i vores modersmål. Det åbner op for en koncertrække, hvor sangskrivere sætter ord og følelser på tidsånden og er med til at udvikle sproget samt finde nuancer i det, fremgår det af pressemeddelelsen.
Bag Modersmål står Anna Rose og Henrik Aagaard, begge med solid erfaring fra musikbranchen. Anna Rose har arbejdet som agent og koncertarrangør for Live Nation, Volcano og sit eget agentur Bluss, hvor hun har repræsenteret en række prominente artister. Hun har også været med til at arrangere Frost Festival i København. Henrik Aagaard har arbejdet som arrangør og dj, men har sidenhen fokuseret på sit journalistiske virke, hvor han har været fast vært på P6 Beat siden kanalens opstart i 2011.
Modersmål blev første gang afholdt i efterårsferien i 2021, hvor man kunne opleve artister som Katinka Bjerregaard, Mr. Koifish, Silas Bjerregaard (tidligere frontmand i Turboweekend) og Tomas Høffding (bassist og vokalist i WhoMadeWho) samt Sulka og First Flush.
Arrangørene vil løbende annoncere flere navne, der skal spille i løbet af uge fire og fem i Svendborg.
Billetter kan allerede købes nu.
LÆS OGSÅ: Ny koncertrække på Sydfyn vil hylde dansksproget sangskrivning