I weekenden afholdt Dansk Live deres efterårsseminar og overrakte to af musikbranchens vigtige priser
Modtagerne af dette års Dansk Lives ærespris, Årets Gunnar, og Årets Takt blev i weekenden fundet til Dansk Lives Efterårsseminar. Modtageren af æresprisen Årets Gunnar blev i år uddelt til musikchef og daglig leder hos kulturhuset Stubhuset Helle Jørgensen. Derudover blev Bork Festival tildelt prisen Årets Takt for deres initiativ De Røde Veste.
De to priser hylder langvarige bidrag til musikmiljøet og fornyende initiativer, der kan inspirere andre aktører i musikbranchen til at tænke ud af boksen. Det er netop, det som Bork Festival bliver hyldet for med deres initiativ De Røde Veste. Bork Festival er en fire dage lang festival i Vestjylland, arrangeret og afholdt af frivillige kræfter. De Røde Veste er et initiativ, festivalen har skabt for at skabe tryghed blandt de unge festivaldeltagere. De Røde Veste er således en forældrepatrulje, der skal værne om de unge.
Begrundelsen fra Dansk Lives bestyrelse lød: "Bork Festival viser, hvordan arrangører kan tage ansvar for deres publikum, især de unge. Initiativet er måske ikke det første af sin art, men et vigtigt eksempel på, hvordan man også som arrangør baseret udelukkende på frivillige kræfter kan imødekomme den nye generation af festivalgængere. De Røde Veste skaber tryghed og fællesskab både som sikkerhedsnet, men også som en måde at forme fremtidens festivalgæster på, og derfor hylder vi dem med Årets Takt.“
Dansk Lives ærespris ved navn Årets Gunnar er opkaldt efter Gunnar Skytte fra Festivalen Haze over Haarum. Prisen gives til personer, der gennem flere år har gjort en særlig indsats som arrangører i musiklivet. Årets Gunnar gik i år til Helle Jørgensen for hendes engagement i kulturhuset Stubhuset i Støvring. Helle Jørgensen arbejder på at sikre, at musikken når ud og bliver tilgængelig for alle, også i områderne uden for storbyerne. Hos Stubhuset er Helle Jørgensen nemlig hvert år med til at arrangere mellem 25-30 koncerter om året, der foregår udover husets andre kulturarrangementer.
Begrundelsen fra Dansk Lives bestyrelse lød: “Helle er personificeringen af Stubhuset. Hun har med stor vedholdenhed og passion formået at positionere Stubhuset som et sted både musikere og publikum nyder at besøge. Hvis det ikke var for ildsjæle som hende, ville Danmark være et kedeligere sted at leve. Helle har skabt et hjem for musikken i Stubhuset, og hendes arbejde er uvurderligt.”
Livemusik i vækst: Store shows stjæler scenen fra de små koncertsteder