Nyhed

Odense Metalfest 2025 offentliggør de første navne

Odense Metalfest præsenterer de første bands til 2025-festivalen og åbner op for tidsbegrænset salg af early bird-billetter

Den fynske festival Odense Metalfest har offentliggjort de første ni bands, der skal optræde på Musikhuset Posten den 24. og 25. oktober 2025. Derudover har de netop sat de første early bird-billetter i salg, som kan købes til og med den 28. oktober, hvor tilbuddet udløber. 

To af årets hovednavne er de italienske tech-dødsmetallere Hideous Divinity og det svenske dødsmetalband LIK, der spillede til den første udgave af Odense Metalfest i 2022. Foruden internationale navne repræsenterer festivalen også en række bands fra den danske musikscene. Heriblandt Rot Away, der spiller herlig kompromisløs hardcore tilsat tilpas mange trashede elementer samt de danske blackmetal-veteraner Horned Almighty, der har været aktive på metalscenen siden 2002 og senest var aktuelle med albummet Contaigon Zero (2024). 

Derudover har Thus, Terrorpy samt de to fremadstormende slam dødsmetalbands Guttural Slug og Guttural Disgorge meldt deres ankomst. 


Historien bag 
Bag Odense Metalfest står Jakob Schultz og Michael H. Andersen med en vision om at skabe en tilbagevendende to-dages festival, der giver lokale bands mulighed for at deltage. Festivalen skal inspirere unge musikere og vise, at der er plads til nye talenter i et støttende miljø.

Jakob Schultz har selv en markant karriere som guitarist i metalbands som Invocator og Maceration. Han var desuden medstifter af og redaktør på Danmarks største metalmagasin Metalized.

"Nu skal det være! De andre større byer i Danmark har arrangeret succesfulde metalfestivaler i årevis. Jeg har altid undret mig over, hvorfor Odense som den tredjestørste by ikke har en festival for de ekstreme metalgenrer som thrash, death metal og hardcore, siger Jakob Schultz og tilføjer:


"Aalborg, København og Aarhus har længe haft metalfestivaler med store, udenlandske hovednavne. Det skal Odense også have igen."

Med sig til at realisere denne idé har han Michael H. Andersen, der med mere end 30 års erfaring i musikbranchen, herunder en række rock- og metaludgivelser, har stået bag flere festivaler og drevet Target Group siden 2003. Udover Odense Metalfest er Target Group i dag med til at drive festivaler som Nordic Noise, Næstved Metalfest, Death Coast og Udgårdsfest. 

Early bird-billetter til Odense Metalfest 2025 kan købes til og med den 28. oktober lige her

LÆS OGSÅ: Odense Metalfest fuldender årets program


ANNONCE