Nyhed

Ozzy Osbourne: “Endnu et meningsløst skyderi”

Jake E. Lee, tidligere guitarist for Ozzy Osbourne, er i går blevet skudt flere gange på en gåtur med sin hund. Nu udtaler Osbourne sig om hændelsen

Tidligere guitarist i Ozzy Osbournes band Jake E. Lee blev i går den 15. oktober ramt af flere skud i Las Vegas, da han gik morgentur med sin hund. Hændelsen beskrives af lokale myndigheder som et "helt tilfældigt" angreb. Guitaristen er indlagt på intensivafdelingen, men forventes at komme sig fuldt ud, fortæller hans repræsentant til magasinet Rolling Stone.

Osbourne sender varme tanker
Ozzy Osbourne udtrykker nu sit chok over skyderiet og kalder det for "endnu en meningsløs voldshandling med skydevåben." Det skriver det amerikanske medie NME. I en udtalelse til TMZ forklarede det nu 75-årige metal-ikon: "Selvom det er 37 år siden, jeg sidst så Jake E. Lee, fjerner det ikke chokket over at høre, hvad der er sket. Jeg sender mine tanker til ham og hans smukke datter, Jade."

Politiet i Las Vegas har bekræftet, at der endnu ikke er foretaget nogen anholdelser, og fortæller at efterforskningen stadig er i gang. Det formodes dog, som for omtalt, at angrebet mod ex-guitaristen var "helt tilfældigt." Lees repræsentanter har efterfølgende anmodet om privatlivets fred og meddelt, at der ikke bliver givet yderligere kommentarer, mens efterforskningen er i gang.


Debatten om våben i USA
Skyderiet er blot den seneste i en lang række voldshandlinger, som har udløst bred debat om våbenkontrol i USA, konstaterer NME. Mediet uddyber at Ozzy Osbourne tidligere har udtrykt sin frustration over de tiltagende skydevåben i landet. I et interview med The Guardian i 2022, udtalte den engelske musiker blandt andet: "Alt er helt absurd i det her land," erklærede han, "jeg er træt af, at folk bliver dræbt hver dag. Gud ved, hvor mange der er blevet skudt i skoleskyderier. Og det der masseskyderi i Vegas ved den koncert… Det er helt vanvittigt".

Koncertskyderiet, han her referer til, skete tilbage i 2017, hvor 59 mennesker blev dræbt og mere end 500 sårede, ifølge NBC News. Koncerten var med Jason Aldean, hvor drabsmanden skød fra et hotels 32. etage. Kort tid efter optrådte Aldean ved Saturday Night Live og udtrykte: "Denne uge har vi været vidner til en af de værste tragedier i amerikansk historie. Ligesom alle andre har jeg også svært ved at forstå, hvad der skete den aften, og forsøger at finde en måde hvorpå, vi bedst kan komme os over massakren. Jeg vil sige til de sårede og alle pårørende... Vi er i smerte for jer, og vi er i smerte med jer. Vi kommer igennem det her sammen".

På trods af en ophedet debat, der har foregået over flere år, er skydevåben stadig kilde til flere drab i USA. Derfor udtaler Ozzy Osbourne også, at han flyttede fra landet på grund af netop dette problem, og understreger at han ikke har tænkt sig at flytte tilbage. Ozzy Osbourne bor i dag i Buckinghamshire, England.


LÆS OGSÅ: VENTETIDEN ER FORBI: Hør ny single med Ozzy Osbourne

ANNONCE