Nyhed

Smertelig smuk melankoli: Sharon Van Etten kommer til Danmark

Singleaktuelle Sharon Van Etten bringer melankoli til Danmark, når hun indtager Store Vega i det nye år

Den 2. marts 2025 kan du opleve Sharon Van Etten og backingbandet The Attachment Theory, når de indtager Store Vega i København med smertelig smuk melankoli. 

Van Etten har netop udgivet en ny single med titlen "“Afterlife”, som er skabt i samarbejde med selvsamme backingband The Attachment Theory. Ifølge en pressemeddelelse adskiller hendes kommende udgivelser sig lydmæssigt fra de tidligere kompositioner ved at være indspillet som band i et studie. 

I en anden pressemeddelelse fremgår det, at denne form for indspilning har været en frigørende proces, hvor de har kunne eksperimentere med lyduniverset. Van Etten fortæller herom: 


"Hvis bare jeg kan bevare en følelse af åbenhed og samtidig vide, at mine følelser ændrer sig hver dag, så er det alt, hvad jeg kan gøre lige nu. Det og så at forsøge at være den bedste person, jeg kan være, mens jeg lader andre mennesker være, som de er, og ikke tager det personligt og bare er til. Jeg er der ikke endnu, men jeg prøver at være der hver dag."

Ifølge en pressemeddelelse er lyriksiden dog stadig Van Ettensk, hvormed "et poetisk favntag med livets både lyse og mørke sider bliver nænsomt behandlet."

Sharon Van Etten brød for alvor gennem indiefolk-muren med sit andet album Epic fra 2010, der fulgte op på debuten Because I Was In Love (2009). Epic-albummet markerede et markant skift i hendes lyd og fokuserede i højere grad på frodige arrangementer og komplekse sangstrukturer. Siden da har hun udgivet en række album, herunder I Don’t Want To Let You Down og Remind Me Tomorrow som begge fik fem stjerner af GAFFA. 


Hendes seneste album We´ve Been Going About This All Wrong (2022) fik ligeledes fem stjerner fra GAFFAs anmelder og følgende ord med på vejen: "De formummede mellemregninger havde jeg hellere været foruden at læse. Således går mine fem stjerner på alt andet end teksterne."

GAFFA anmeldte Van Etten live samme år, da hun spillede på Syd For Solen i København (2022). Her modtog hun fire stjerner for sin optræden med de afsluttende ord: "Alt i alt: Selvom det krævede en smule tilløb, løb Sharon Van Etten sig varm og leverede en skudsikker koncert på Syd For Solens anden dag." 

Hør den nye single "Afterlife" her: 


LÆS OGSÅ: Folk-girl med fuld smæk på slog til med et elektronisk drive

ANNONCE