Indtægterne fra billetsalget går udelukkende til udsatte borgere
På Nationalmuseet i København kan du blandt andet opleve Silas Bjerregaard fra det netop tilbagevendte band Turboweekend og Annika Aakjær, når AskovFonden den 3. november fejrer deres 80-års jubilæum i velgørenhedens tegn, hvor alle indtægter fra solgte billetter ubeskåret går til at hjælpe udsatte herhjemme i Danmark.
Eventet markerer fondens 80-års fødselsdag og dermed 80 år, hvor AskovFonden har hjulpet blandt andet voldsramte familier, mennesker med spiseforstyrrelser, udsatte unge og børn fordelt på deres behandlingscentre og i socialpsykiatrien. Indtægterne fra billetsalget går derfor til at udvikle flere behandlingsmuligheder eller hjælpemidler for netop disse mennesker.
"Pengene skal bruges til at tage udgangspunkt i og videreudvikle de behov, der er hos de mennesker, vi møder," fortæller administrerende direktør i AskovFonden Helle Øbo til GAFFA og tilføjer:
"Vi har Weekendfællesskabet, som er for psykisk sårbare unge. Det blev udviklet, fordi nogle unge kom og sagde, at ensomhed ikke opstår mellem klokken 9 og 17. Det opstår i weekenden, og når vi andre går hjem til vores familier. Det var et tilbud, der blev udviklet med støtte fra den Obelske Familiefond, og det er sådan nogle tilbud, vi gerne vil udvikle flere af."
Udover den musikalske underholdning får man også mulighed for at spille banko med ambassadørerne for organisationen, heriblandt Pilou Asbæk, Anna Grue, Cecilie Lassen, Rane Willerslev og Lene Beier.
Eventet på Nationalmuseet foregår søndag den 3. november fra 17.00-22.00 og koster 450 kroner. Billetter til eventet kan købes her.
Who run the world? Kvindelige artister fejrer International Pigedag