Nyhed

Svaneborg Kardyb klar med nyt album og større turné

Duoen annoncerer 14 nye forårskoncerter efter udgivelsen af deres fjerde album, der udkommer senere i oktober

Den danske jazzduo Svaneborg Kardyb, bestående af pianist Nikolaj Svaneborg og trommeslager Jonas Kardyb, har netop annonceret 14 nye koncertdatoer i 2025 i forbindelse med udgivelsen af deres fjerde album Superkilen, som udkommer den 18. oktober 2024. Duoen har allerede planlagt fire store stående koncerter i efteråret 2024, og nu udvider de turnéen i foråret 2025 for at imødekomme efterspørgslen, forklarer en pressemeddelelse.

Med Superkilen fortsætter Svaneborg Kardyb deres musikalske rejse, som trækker på deres velkendte minimalistiske stil med en kombination af jazz, nordisk atmosfære og elektroniske elementer. For netop denne fusion har GAFFA tidligere kronet duoens album Over taget, som et af de bedste albums fra 2022. Det blev kaldt for "meditativ eufori" og anmelderen kvitterede med fem af seks stjerner.

Det nye Superkilen markerer dog samtidigt en udvikling i deres lyd, hvor de udforsker nye områder som brugen af flere synths og hurtigere, mere aggressive trommer, uddyber pressemeddelelsen. Nikolaj Svaneborg og Jonas Kardyb ønsker nemlig at bevare deres signaturudtryk, samtidig med at de åbner op for en vildere og mere intens lyd.


Duoen glæder sig til at dele musikken fra Superkilen med publikum, både på efterårets og forårets koncerter, som med den udvidede turnéplan nu dækker både Danmark og resten af Skandinavien. Billetterne kan findes her.

LÆS OGSÅ: Svaneborg Kardyb ude med ny vuggevise

ANNONCE