Nyhed

Todd Phillips' joker i ærmet: Hør Nick Caves bidrag til storfilm her

Soundtracket til Joker: Folie à Deux åbnes af Nick Cave med en overraskende musikalsk medley – hør den nederst i artiklen

Nick Cave viser sig at være en del af soundtracket til Todd Phillips' film Joker: Folie à Deux, som havde premiere i fredags, den 4. oktober. 

Soundtracket til filmen indledes nemlig med et medley fremført af Nick Cave, som byder på klassikere som George Gershwins "Slap That Bass," Judy Garlands ikoniske "Get Happy" og Jackie DeShannons "What The World Needs Now Is Love", ifølge det amerikanske medie NME.

Medleyen kommer som en overraskelse, fordi det kun var forventet at filmens stjerner, Joaquin Phoenix og Lady Gaga, udelukkende ville udgøre lydsiden til filmen, forklarer det amerikanske medie. De to er da også dominerende navne på playlisten, der kan høres på Spotify, men Nick Cave har alligevel fået lov til at snige sig ind blandt de de første 29 sange. Udover at være aktuel på den længeventede forsættelse til Todd Phillips' første Joker, er Cave desuden turnéaktuel i øjeblikket, og GAFFA anmeldte i weekenden hans to koncerter i Royal Arena til seks ud af seks stjerner.


Den anmelderroste stjernes bidrag til filmens lydside ledsages af flere coversange fremført af filmens hovedrolleindehavere. Phoenix og Gaga har blandt andet givet nyt liv til Bee Gees' "To Love Somebody," uddyber NME. Gaga udgav desuden sit eget album til filmen, Harlequin, som er en hyldest til jazz og indeholder både coversange og originale sange.

Hør Nick Caves medley her:


LÆS OGSÅ. FILMANMELDELSE: Dengang Nick Cave var decideret farlig

ANNONCE