Nyhed

VIDEO: School of X klar med ny single og turné

På den nye single sætter School of X fokus på risikovillighed og annoncerer samtidig nyt album og turné

School of X, alias Rasmus Littauer, er klar til at udgive sin nye single "I Wanna Dive in the Seven Seas". Med singlen annoncerer han samtidig en kommende danske turné i marts 2025, som en del af promoveringen af det kommende album Seventh Heaven, der udkommer den 1. november i år. Singlen er ledsaget af en musikvideo, som kan ses nederst i artiklen.

Den nye single er en energisk kombination af akustiske og rå guitarer, blandet med luftige strygere. I en pressemeddelelse forklarer Littauer, at den handler om udlængsel og ønsket om at tage risici i livet, hvorfor den balancerer mellem det hverdagsagtige voksenliv og trangen til eventyr. "Det handler om hele tiden at ville have mere ud af livet og at have lyst til at skubbe til ens grænser, også selvom man siger til sig selv: Nu skal jeg til at slappe af," siger han i meddelelsen.

Seventh Heaven bliver School of X' tredje studiealbum, hvor han gennem 10 sange udforsker jagten på lykke og det uopnåelige ideal om et perfekt liv. Littauer reflekterer over albumtitlen og fortæller i pressemeddelelsen: "Jeg har altid været ude efter at komme i den syvende himmel. At have det sådan rigtigt godt uden smerte og bekymringer. Jeg forstår mere og mere, at det ikke er muligt, og at det hele er en vægtskål, der skal balancere."


Sangerens tidligere værker har tidligere modtaget positive anmeldelser, herunder Dancing Through the Void fra 2021, som fik fem ud af seks stjerner af en begejstret GAFFA-anmelder og Armlock fra 2020, som fik fire stjerner. 

Billetter til turnéen i marts 2025 kan købes her.

Se musikvideoen til den nye single her:


ANNONCE