Nyhed

VIDEOPREMIERE: Kaya Brüel genfortolker Jomfru Ane Bands kærlighedskatalog

Kaya Brüel mindes sin mors band med en helt særlig single

Den danske artist Kaya Brüel udgiver den 25. oktober en ep med genfortolkninger af moren Sanne Brüels kærlighedssange fra hendes tid i bandet Jomfru Ane Band. GAFFA har som noget helt særligt fået lov at holde premiere på en rørende musikvideo til singlen "En stjerne", der bliver en del af den kommende ep.

Ifølge en pressetekst har Jomfru Ane Bands kærlighedssange altid boet et ganske særligt sted i Kaya Brüels hjerte, hvor hun som barn tilbragte tid i Sweet Silence-studiet, mens hun betragtede sin mor indspille de store numre. Kaya Brüel finder dog også en stor trøst i sangene, da hendes mor dedikerede det meste af sin tid til musikken, og derfor var savnet hos familien. 

Musikvideoen viser derfor både gamle klip fra Kaya Brüels liv med sin far, Niels, i andelskollektivet på Oehlenschlægersgade på Vesterbro i 1973, men også gamle klip af moren Sanne Brüel, der spiller en sang for sin far, jazzmusikeren Max Brüel, fra 1971. 


”Synes videoen passer så fint til sangen og til min historie om, at jeg voksede op hos min far og savnet af min mor, der var ude og spille. Min mor og jeg fandt hinanden i sangen og musikken. Nu er hun en stjerne på himlen,” lyder det fra Kaya Brüel i pressemeddelelsen.

Kaya Brüel pakker kufferten med Jomfru Ane Bands hitkatalog, både de mere ukendte kærlighedssange og de samfundskritiske og politiske hits, man kender dem for, når hun til januar 2025 drager på turné for at mindes bandet og hylde deres gamle numre.

"Det er med stor kærlighed til Jomfru Ane Bands sange og til mine musikalske aner, at jeg har kastet mig over det her projekt. De rockede ved tingene. Deres budskaber har sydet og boblet hele vejen op gennem 70’erne og 80’erne. Og det vilde er, at her mere end fem årtier senere er deres sange og tekster stadig højaktuelle med tematikker om ligestilling, klima og overforbrug," fortæller Kaya Brüel i pressemeddelelsen.


Sanne Brüel var datter af sanger og skuespiller Birgit Brüel og jazzmusikeren Max Brüel. Hun blev født den 12. april 1952 og var uddannet musiklærer. I 1977 var hun med til at danne Aalborg-gruppen Jomfru Ane Band sammen med blandt andre tvillingesøsteren Rebecca, som en udløber af nogle politiske teaterstykker på Jomfru Ane Teatret. Sanne Brüel mistede livet til kræft i 2011 i en alder af 59 år.

Kaya Brüel udgav sidst i et studiealbum i 2016, da hun udgav sit tiende album Nu & Nær. Et album GAFFAs anmelder dengang dog kun krediterede med tre stjerner. Kaya Brüels har dog siden albummet Sange vi synger i 2021 med musiker Ole Kibsgaard, hvor de to går sammen om danske klassikere. 

Se videoen her:


OPLEV: Improviseret musical præsenterer kendt line-up

ANNONCE