Nyhed

A Colossal Weekend klar med de første fire navne til plakaten

For niende gang lader den københavnske festival, alternativ tung musik fylde spillestederne Vega og Basement på Vesterbro

Elder, God Is An Astronaut, Frail Body og Jo Qual er de første navne på plakaten til næste års A Colossal Weekend. Således bliver det den 8.-10. maj 2025 niende gang, at den alternative nichefestival, fylder spillestederne Vega og Basement på Vesterbro i København med op mod 30 forskellige acts fra hele verden. Heriblandt er de fire annoncerede: 

Irske God Is An Astronout har i mere end 20 år været blandt den moderne post-rocks absolutte giganter, og med deres seneste album Embers har de igen bevist, at de mestrer genren. "Bandet har været på bookernes ønskeliste siden første udgave af festivalen i 2016, så det er en kæmpe fornøjelse endelig at kunne præsentere de irske mastodonter", fortæller festivalens arrangører i en pressemeddelelse. 

Riff-magikerne Elder fra Massachusetts gæster også festivalen for første gang. Bandet har med deres blanding af tung psykedelisk rock og stemningsfulde soniske landskaber etableret sig som et stærkt navn på scenen over de sidste 20 år.


Frail Body er for måske for mange et nyt bekendtskab, men med deres seneste album Artificial Bouquet, der blev udgivet tidligere i år, har de sparket døren ind på den alternative metalscene. Deres blanding af screamo, post-metal og black-metal leder tankerne hen på både Cult of Luna og Deafheaven, mens deres koncerter har ry for at være ekstremt medrivende. Det er desuden første gang, at Frail Body spiller i Danmark, meddeler pressemeddelelsen. 

Festivalens sidste annoncering er et gensyn med den britiske komponist og cellist Jo Quail, der senest spillede sammen med Myrkur i Store Vega, men som også var på plakaten til A Colossal Weekend i 2018 med hele to koncerter. Jo Quail er kendt for hendes medrivende og energiske liveoptrædender og en unik blanding af klassisk musik, post-rock og electronica.

I en pressemeddelelse beskriver festivalens arrangører ambitioner bag: "Med et ambitiøst kunstnerisk program, der krydser genrer, nedbryder konventioner og har fordybelse og kvalitet i fokus ønsker A Colossal Weekend at skabe en unik festival, der hylder det skæve og tunge - og meget af det, som du ikke ellers kan opleve på de danske festivaler.


Festivalens dagsprogrammer annonceres i starten af 2025, hvor også endagsbilletter kommer i salg. Der vil løbende blive annonceret flere navne til plakaten, og det endelige program ventes færdigt i starten af 2025, meddeler festivalen i en pressemeddelelse. 

Et begrænset antal early bird-billetter er dog allerede til salg nu og kan købes her. Billetprisen stiger den 1. oktober, eller når early bird-billetterne er udsolgt.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE FRA A COLOSSAL WEEKEND: Fordybelsen kan tage lytteren længere end noget andet


ANNONCE