Nyhed

BREAKING: Blæst annoncerer debutalbum

Blæst dedikerer kommende album til venskaber

Der har været vind i sejlene for Blæst siden deres debutsingle "Du gør det bedre" udkom i 2019. De seneste år har blandt andet budt på en åbning af Roskildes Orange Scene og en pris til P3 Guld uden endnu at have udgivet et album. Det vil Blæst nu rette op på med det kommende debutalbum Dine venner, der udkommer den 11. oktober.

Ifølge en pressemeddelelse forekommer venskabstematikken helt naturligt for vennerne i Blæst, der på det kommende album dykker ned i alle former for venskab. Også dem, der ikke er der. Som når trommeslager Lauges bedstefar, Børge, på åbningssangen fortæller om, hvordan han aldrig rigtig har haft et egentligt venskab, eller når det resterende Blæst på titelsangen "Dine venner" reflekterer over forsanger Fernandas venskaber.

Af samme pressemeddelelse fremgår det desuden, at bandet får besøg af flere venner i studiet, blandt andre Lamin på det allerede udgivne hit "All In", men også rapperen Artigeardit på sangen "Lige nu". 


Blæst har haft stor succes med deres seneste ep Stiv kuling, der blev krediteret med hele fem stjerner fra GAFFAs anmelder og beskrevet med ordene:

"Ifølge DMI føles det trættende at gå mod vinden, når vejrudsigten melder stiv kuling, men det føles til gengæld alt andet end trættende at lytte til Blæsts opfølgende EP."

Desuden har Blæst haft en travl sommer, som en af de store navne på dette års Grøn Koncerts Nova Scene, hvor de dog kun kunne hente tre stjerner fra GAFFAs anmelder.

Fremadstormende opfølger fra blæsende succesband


 

ANNONCE