Nyhed

Frit Løb teamer op med dansk rapper på ny single

De danske drenge har slået hovederne sammen og uddeler topkarakterer

Cillian Murphy og Jonas Holmark fra Frit Løb har fået besøg af den danske rapper Pede B på deres nyeste single "Kryds & slange", som bliver en del af duoens kommende ep.

På "Kryds & slange" kredser Frit Løb om emnet af samme navn, der er synonym med topkarakterer fra den gamle skole. I mødet mellem Frit Løb og Pede B bliver den klassiske og velkendte rap således kombineret med en moderne og eksperimenterende rapstil. Om samarbejdet på det nye nummer fortæller rapper og sangskriver Cillian Murphy i en pressemeddelelse:

"Vi har glædet os sindssygt meget til at komme i gang med det her udgivelsesrun, for de numre, der kommer på den nye ep, er sindssygt tunge og egnede til at blive spillet live. Vi har fået Pede med på et track for første gang i to og et halvt år, og det er vores første samarbejde, siden vi blev en del af Sardina. Vi håber virkelig, at folk vil tage godt imod det."


Ifølge samme pressemeddelelse, kalder Frit Løb selv deres egen musik for "voksende musik", da "lytterne ofte vender tilbage med beretninger om, hvordan teksterne og musikken vokser på dem og får ny betydning
efter flere gennemlytninger." Gruppen er inspireret af den gæstende Pede B, men også af Benal og Loke Deph.

“Vi holder fast i kernen af Frit Løbs lyd og forsøger at tage et spadestik dybere i det hårdtslående. Jeg har altid gjort en dyd ud af at lave dybe produktioner med små lyd-gaver, desto mere man hører sangene. På ‘Kryds & slange’ har vi dog forsøgt at bevare selvtilliden i det simple, som til tider bare står mere klart og slår hårdere,” udtaler Jonas Holmark Tarp, som er producer og sangskriver i Frit Løb.

Foruden "Kryds & slange" kan man se frem til ydeligere to singler, som skal danne fundament for duoens kommende ep Utide, der ankommer i starten af det nye år. På Utide kan lytterne forvente seks sange, der skal ses som en fortsættelse af Frit Løbs seneste ep-udgivelse I tide. I tide er deres anden ep siden udgivelsen af debut-ep'en Fri fantasi fra 2021, der blev krediteret med tre stjerner fra GAFFAs anmelder, der skrev således: "Frit Løbs debut lægger alt midt ud på bordet og konstaterer, at det sgu da er ret chilleren at bo i København. Det er knusende mageligt at lytte til, men heller ikke mere end det."


Hør den nye single her:

LÆS OGSÅ: SJOV MED DANSK DRUK-KULTUR. Hør Frit Løb og Per Vers teame op på moderne drikkevise


ANNONCE