Nyhed

Kendt deathgrind-band spiller på dansk jord

Dødsveteranerne i Aborted rammer Pumpehuset i maj 2025

Det belgiske, brutale og ikke mindst teknisk dygtige dødsmetal-band Aborted spiller i Pumpehuset fredag den 16. maj 2025 i forbindelse med deres Slashing Europe-turné. Det oplyser en ny pressemeddelelse, hvori det også fremgår, at de tre bands Crypta, The Zenith Passage og Organectomy spiller som opvarmning. 

Dødsveteranerne i Aborted har siden 1995 leveret brutal deathgrind. Der er tale om hurtige guitarriffs og dobbeltpedaler, og frontfiguren er den karismatiske forsanger Sven ”Svencho” De Caluwe, som også er gruppens eneste oprindelige medlem. Tidlige udgivelser som The Purity of Perversion og Goremageddon etablerede dem som pionerer inden for deathgrind, mens nyere albums som TerrorVision og ManiaCult har raffineret deres lyd. 

I marts 2024 udgav bandet deres 12. album Vault of Horrors, der, ifølge pressemeddelelsen, "hylder klassiske horrorfilm som The Texas Chainsaw Massacre, Halloween og The Mist". Således trækker hvert nummer inspiration fra ikoniske film og er spækket med "lynhurtige riffs, tunge trommer og gæstevokalister som Alex Erian fra Despised Icon og Francesco Paoli fra Fleshgod Apocalypse", meddeler pressemeddelelsen.  


Få en forsmag på Aborted live her: 

Billetter til koncerten sættes til salg den 20. september kl. 10.00 via livenation og ticketmaster


LÆS OGSÅ: Baest på Europaturné med store metalbands – spiller også i Danmark

ANNONCE