Nyhed

Miley Cyrus sagsøges for Grammy-hit

Miley Cyrus er blevet sagsøgt for at kopiere Bruno Mars-singlen "When I Was Your Man"

Miley Cyrus og med-sangskrivere Gregory Hein og Michael Pollack er blevet sagsøgt for at have kopieret Bruno Mars i forbindelse med udarbejdelsen af det Grammy-vindende hit "Flowers", der udkom den 13. januar 2023. 

Ifølge Rolling Stone blev der i mandags indgivet en ny retssag ved den føderale domstol i Los Angeles, hvor firmaet Tempo Music Investments hævder, at "Flowers" inkluderer uautoriseret udnyttelse af flere elementer fra Bruno Mars-sangen "When I Was Your Man". Anklageskriftet nævner også Sony Music Publishing, Apple, Target, Walmart og flere andre selskaber, som bliver sagsøgt i anklagen for at distribuere "Flowers."

Tempo Music fortæller, at de ejer en del af de amerikanske ophavsrettigheder til "When I Was Your Man" efter at have erhvervet dem fra Philip Lawrence, som co-skrev sangen sammen med Bruno Mars, Ari Levine og Andrew Wyatt. Bruno Mars er ikke nævnt som sagsøger i retssagen.


I anklageskriftet stod der ifølge Rolling Stone blandt andet at, "enhver fan af Bruno Mars' 'When I Was Your Man' ved, at Miley Cyrus' 'Flowers' ikke opnåede al den succes på egen hånd. 'Flowers' duplicerer mange melodiske, harmoniske og lyriske elementer fra 'When I Was Your Man', herunder det melodiske pitch-design og vers-sekvenser, den forbindende bas-linje, visse takter af omkvædet, visse teatralske musik-elementer, lyriske elementer og specifikke akkordprogressioner,"

"Det er ubestrideligt baseret på kombinationen og antallet af ligheder mellem de to optagelser, at 'Flowers' ikke ville eksistere uden 'When I Was Your Man,'" fortsatte anklageskriftet, som nævner Cyrus' medforfattere Gregory Hein og Michael Pollack som medtiltalte. Repræsentanter for Cyrus har endnu ikke reageret på en anmodning om kommentar, beretter Rolling Stone. 

Tempo Music søger erstatning for et beløb, der skal fastsættes ved retssagen og kræver en dommerkendelse, der forbyder Miley Cyrus og de øvrige tiltalte at reproducere, distribuere eller offentlig fremføre "Flowers."

"Flowers" har utvivlsomt været en kommerciel succes for den 31-årige sanger, da sangen den 19. januar 2023 satte rekord som den mest streamede sang på en uge i Spotifys historie med hele 100 millioner streams på blot syv dage.

Derudover var sangen direkte årsag til, at Miley Cyrus vandt sin første Grammy – faktisk hele to Grammys – med hjem ved årets Grammy-uddeling.


"Flowers" siges at være skrevet til hendes eksmand Liam Hemsworth, og da den blev udgivet på hans fødselsdag, blev teorien om dette styrket. Linjer som "built a home and watch it burn" skulle referere direkte til parrets hjem i Malibu, som brændte i 2018, og styrker teorien om, at sangen er en direkte henvisning til deres forliste ægteskab, der sluttede blot få måneder efter deres bryllup i 2019.

De forskellige konspirationer har ikke undgået TikTok og andre sociale medier, hvor flere videoer viser, hvordan "Flowers" er et direkte svar på "When I Was Your Man."

Se et eksempel her: 


@musicratingsx Miley Vs Bruno #xyzbca #viral #brunomars #mileycyrus #flowers #vs #fyp #foryou #musicratingsx #music ♬ original sound - Musicratingsx

LÆS OGSÅ: Mickey Mouse tilgiver Miley Cyrus: Nu er hun den yngste Disney Legende nogensinde

ANNONCE