NorthSide indleder nyt projekt, der skal på sigt vil CO2-neutralisere festivalens udledning
NorthSide indleder et projekt, der skal skabe nye naturområder til gavn for Aarhus. Projektet hedder NorthSide-skoven og i forbindelse med oprettelsen af det nye område inviterer NorthSide hele Aarhus til at plante den nye skov ved Vilhemsborg syd for Aarhus 9. november.
Formålet med projektet er at skabe bedre vilkår for biodiversitet, bedre sikring af Aarhus' grundvand og skabe nye naturområder, som byen kan nyde godt af. Når skoven er vokset til, vil den kunne binde i alt 3.000 ton CO2, hvilket svarer til festivalens udledning på ca. 600 ton om året i de fem år, finansieringen af projektet indtil videre løber.
"NorthSide er en Aarhus-festival helt ind til benet, og vi ønsker at tage endnu mere del i udviklingen af byen. Vi sætter her et stort, lokalt projekt i søen, som er til gavn for alle aarhusianere," siger Sustainability Manager i NorthSide, Martin Thim.
I et samarbejde mellem Aarhus Kommune og Klimaskovfonden er NorthSide med til at finansiere plantningen af mindst 8,7 hektar varieret fredningsskov. Det samlede område der skal udgøre NorthSide-skoven skal ende med at være 10 hektar, da festivalen gerne vil indrette skoven, så der er naturoplevelser tæt på byen.
Festivalchef hos NorthSide, Brian Nielsen fortæller:
"Vi er specielt interesserede i at forbedre vilkår og livskvalitet hos aarhusianerne, der udgør langt de fleste af gæsterne i Eskelunden hvert år i juni. Men med den store mængde CO2, som skoven vil binde, bliver det samtidigt første skridt mod potentielt at blive en af verdens første 100 procent CO2-neutrale festivaler."
Dog fremgår det i pressemeddelelsen, at bidraget ikke tæller med i festivalens klimaregnskab. Derfor arbejder NorthSide aktivt på at nedbringe CO2-udledningen under selve festivalen. Desuden arbejder de med andre klimavenlige initiativer, herunder den kommende NorthSide-skov.
Området, der er tiltænkt skoven er tidligere landbrugsjord, som Aarhus kommune har opkøbt. Der er tale om i alt 300 hektar, der på sigt skal omdannes til natur.
NorthSide finansierer en del af projektet, som naturligvis glæder rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune Nicolaj Bang:
"Det er oplagt at samarbejde med en lokal kulturinstitution som NorthSide. De er, som en ny skov, startet i det små for at vokse sig stor og direkte ind i byens og aarhusianernes DNA. I samarbejde med dem og Klimaskovfonden kan vi nu vise et mønstereksempel på, hvordan vi kan tilgodese både miljø, grundvand og gode naturoplevelser for aarhusianerne i ét og samme projekt."
Klimaskovfonden har udviklet en standard for, hvordan skovrejsning bidrager til den danske klimaindsats. I praksis betyder det, at der kan sættes tal på, hvor meget CO2 den nye skov kan opfange og lagre, lyder det i pressemeddelelsen, hvor direktør Poul Erik Lauridsen udtaler:
"Det her samarbejde viser, hvad vi kan gøre, når vi bringer aktører sammen, der gerne vil handle for klimaet. I fællesskab kan vi nu plante skov, der gavner klimaet og samtidig giver aarhusianerne et fantastisk naturområde i nærheden af byen. Det er vi rigtig stolte over at være en del af".
Lars Løkke på NorthSide: “Meat Loaf kan godt få mig på dansegulvet på en god dag”