Det irske rapikon melder klar med nyt album inden optræden i Vega
Den irske rapper Rejjie Snow udgiver nyt album Peace 2 The World kort efter annonceringen af en omfattende turné, hvor han blandt andet aflægger besøg på spillestedet Vega i København. I forbindelse med annonceringen har kunstneren delt en musikvideo til sangen "Karen", som kan findes på albummet, der bliver udgivet den 25. oktober.
Peace 2 The World er artistens fjerde studiealbum og kommer tre år efter hans seneste udgivelse Baw Baw Black Sheep fra 2021. Ifølge Pitchfork handler albummet om selvopdagelse og at fokusere på de vigtige ting i livet. Rejjie Snow, der for nyligt blev far, fortæller om albummet:
"Jeg er en nomadisk person, så dette er mit soundtrack til de dage og de steder, jeg vandrede," sagde Snow. "På dette album taler jeg til min yndlingsperson i verden, og det er første gang, jeg har lavet noget specifikt til nogen. Jeg kan godt lide at arbejde på denne måde, fordi jeg blev tvunget til at ære og udfordre mig selv på måder, jeg aldrig har gjort før," fortæller han ifølge Pitchfork.
Den første udgivne single fra albummet "Karen", handler om at tænke før man taler, og den medfølgende musikvideo viser Rejjie Snow klædt ud som en "Karen". En betegnelse for en person, der ses som privilegieblind, ignorant eller har en dårlig attitude mod servicepersonale.
Se videoen herunder:
Albumannonceringen kommer kort før starten på den irske rappers turné, hvor han kommer forbi Storbritannien, flere lande i Europa heriblandt København, Oslo og Stockholm og aflægger kort visit i USA med to shows i Los Angeles og Brooklyn. Rejjie Snow besøgte sidst Danmark under Distortion i København i 2019, hvor han dog kun formåede at opdrive tre stjerner fra GAFFAs anmelder.
FOTOSERIE: Distortion indtog Nørrebro