Nyhed

Resten af turnéen aflyst: Band trækker stikket efter voldelig optræden

Efter sangerens angreb på guitaristen aflyser bandet resten af deres turné og genovervejer deres fremtidige samarbejde

Jane’s Addiction har nu aflyst resten af deres turné, efter forsanger Perry Farrell under en koncert i Boston, fredag den 13. september, gik fysisk til angreb på guitarist Dave Navarro. Bandet bekræftede beslutningen om at tage en pause som gruppe i en officiel udmelding den 16. september, hvori de også oplyste, at billetter til de aflyste koncerter vil blive refunderet:


I en separat udtalelse til Billboard den 16. september undskyldte Farrell for sin opførsel, der fandt sted under en ophedet situation på scenen. "Jeg tager fuldt ansvar for mine handlinger," udtalte sangeren, der forklarede, at frustrationen havde bygget sig op over flere aftener, hvor hans vokal blev overdøvet af bandets lydniveau.

Optøjerne opstod under bandets optræden på Leader Bank Pavillion i Boston, hvor Farrell angreb Navarro på scenen foran et forbløffet publikum. Efter episoden blev bandets efterfølgende koncert i Hartford den 15. september også aflyst, og på sociale medier udtrykte bandet sin beklagelse over hændelsen.

Det alternative amerikanske rockband, der har opnået succes med hits som "Been Caught Stealing," var omtrent halvvejs gennem deres planlagte turné, da uoverensstemmelserne kulminerede i Boston. Før dette bragte samme turné dem forbi Roskilde Festival i Danmark tidligere på året, hvor GAFFA belønnede "senior-støjrockerne" med fire ud af seks stjerner.


Ifølge bandets Instagram-opslag vil de tage en pause for nu og overveje deres fremtid som gruppe. Dermed er bandets første turné i 14 år med det originale lineup aflyst. Hvordan bandets fremtidige samarbejde vil se ud, er endnu uvist. 

LÆS OGSÅ: Jane's Addiction: The Great Escape Artist

ANNONCE