Det genintroducerede lovforslag møder stor opbakning fra både musikindustrien og techgiganter.
Det amerikanske lovforslag "No Fakes Act" blev den 9. april genintroduceret i den amerikanske Kongres og møder nu stærk opbakning fra både musikindustrien og tech-giganter. Lovforslaget sigter mod at styrke beskyttelsen af kunstneres stemmer og ligheder i en tid, hvor AI-deepfakes udfordrer grænserne for kreativ kontrol og ejerskab.
Kongresmedlemmer fra både det Demokratiske og det Republikanske Parti har i fællesskab relanceret lovforslaget, der første gang blev præsenteret i 2024, men som dengang ikke blev vedtaget. Siden da har udviklingen inden for kunstig intelligens kun accelereret, hvilket har skabt et øget pres for regulering, som lovforslaget nu vil adressere.
Hvad går lovforslaget ud på?
"No Fakes Act" er et amerikansk lovforslag, der skal beskytte kunstnere og privatpersoner mod uautoriseret brug af deres stemmer og ligheder skabt gennem kunstig intelligens. Forslaget omfatter sanktioner mod både producenter og platforme, der distribuerer deepfake-indhold uden samtykke fra de personer, der efterlignes.
Samtidig vil lovforslaget give rettighedshavere mulighed for at anmode domstole om at identificere krænkere af den fremsatte lovgivning. Derudover skal forslaget skabe en fælles national standard, der skal erstatte de nuværende delstatslove i USA. Lovforslaget rummer dog visse undtagelser, som fortsat vil være beskyttet af den amerikanske forfatnings First Amendment, der sikrer ytringsfriheden.
Lovforslaget er blandt andet inspireret af eksempler som den AI-genererede sang "Heart on My Sleeve", der efterlignede Drake og The Weeknd, og reklamer med falske digitale versioner af skuespilleren Tom Hanks.
Læs også: Drop streamingplatformene – sådan støtter du din yndlingskunstner i 2025
Hvad er de nye ændringer?
Lovforslagets opdaterede version er ifølge det amerikanske nyhedsmedie Digital Music News blevet omkring 40 % længere. Blandt de mere markante ændringer er muligheden for, at rettighedshavere nu kan anmode en distriktsdomstol om at udstede en stævning til digitale tjenesteudbydere for at identificere personer bag krænkende deepfake-værker.
Derudover er det blevet specificeret, at online tjenester, hvor det ikke er teknisk muligt at fjerne krænkende materiale, kan fritages for ansvar.
Stor opbakning fra amerikanske musikorganisationer
Lovforslaget har ifølge Digital Music News fået stor opbakning i musikindustrien.
David Israelite, præsident og CEO for National Music Publishers' Association (NMPA), understregede nødvendigheden af lovgivningen: "I en tid, hvor kunstig intelligens hurtigt ændrer det kreative landskab, er det afgørende at beskytte skaberes rettigheder mod udnyttelse, svindel og misbrug. Ved at etablere nye beskyttelser mod skadelig brug af digitale kopier giver 'No Fakes Act' den nødvendige ramme for, at AI kan styrke kreativiteten i stedet for at underminere den."
Warner Music Groups CEO, Robert Kyncl, roste ligeledes initiativet: "Jeg bifalder senatorerne Blackburn og Coons samt repræsentanterne Salazar og Dean for deres lederskab i forbindelse med fremlæggelsen af 'No Fakes Act'. Dette lovforslag viser, hvad der kan ske, når teknologi- og kreative industrier arbejder sammen – det fremmer innovation og beskytter samtidig menneskelig identitet og kunstnerisk skabelse."
Læs også: Otte ud af 10 danskere mener, at menneskeskabt musik er mere værdifuld end AI-genereret musik
Støtte fra techgiganterne
Flere større aktører i techindustrien har også givet deres støtte til lovforslaget.
Ifølge flere amerikanske medier har OpenAI tilsluttet sig den reviderede version af "No Fakes Act", mens YouTube har udtrykt deres støtte i et blogindlæg, hvor de skriver: "Vi er stolte af at støtte denne vigtige lovgivning, der adresserer det voksende problem forbundet med uautoriserede digitale kopier."
Samtidig har Walt Disney Company rost lovforslaget for dets "vigtige og meningsfulde beskyttelser", ifølge Digital Music News.
Selvom lovforslaget har mødt stor opbakning fra både musikbranchen og techindustrien, mangler det stadig at blive vedtaget i den amerikanske Kongres.