Med sin nye single ønsker musikeren at minde os om, hvor vigtigt fællesskab er.
Aura Dione er kendt for internationale hits som "Geronimo" og "Friends". Nu begiver sig nu ud på en ny musikalsk rejse med sin første dansksproget single "Venner for livet", som udkommer i dag, den 11. april.
Læs også: Nibe Festival tilføjer 31 nye navne til festivalplakaten
Med "Venner for livet" inviterer hun, ifølge en pressemeddelelse, lytterne ind i et mere personligt og nært univers, hvor hendes rødder og tanker får lov at udfolde sig i en ærlig og dybtfølt fortælling.
Om den nye single skriver pressemeddelelsen: "'Venner for livet' er en sang om de bånd, der binder os sammen – om venskab, loyalitet og de mennesker, der står ved vores side, selv når verden føles kaotisk. Med en rå og nærværende lyrik sætter Aura Dione ord på både personlige og samfundsmæssige udfordringer, hvor klimaforandringer og tidens forandringer væves ind i fortællingen. Referencer til 'Børsen i flammer' og den ikoniske Irma-høne giver sangen en skarp tidsånd, der rammer lige ned i nutidens realiteter."
Det stærke bånd mellem venner understreges i linjerne "Vi er venner for livet / Venner altid / Venner i modvind / Jeg venter på dig / Hele verden brænder sammen / Men dig og mig vi skal samme vej," som Aura Dione synger i omkvædet.
Musikalsk bevæger "Venner for livet" sig inden for Aura Diones karakteristiske lydunivers, "hvor varme, organiske elementer som banjo og guitar skaber en stemningsfuld ramme omkring budskabet," fortæller pressemeddelelsen. Med sangen ønsker Aura Dione at minde os om, hvor vigtigt fællesskab er, og hvordan vi stadig kan finde hinanden "selv i en tid, hvor meget synes at gå tabt," lyder det afsluttende i pressemeddelelsen.
Læs også: Albumanmeldelse: Uden forsvar og på jagt efter ny energi
Aura Dione var senest albumaktuel i 2022 med Life Of A Rainbow. Albummet modtog fire ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder, der fremhævede sangerens "markante og teknisk overlegne vokal" og uddybede:
"Vokalarbejdet er ganske enkelt imponerende på albummet. Her kommer hun hele vejen rundt i sit omfangsrige register, uden at det på noget tidspunkt forekommer forceret, selvom vokalen bliver blæst direkte op i hovedet på lytteren."
Aura Dione kan opleves live, når hun gæster Nibe Festival og Jelling Musikfestival til sommer.
Du kan lytte til "Venner for livet" her: