En ny alliance sikrer tusindvis af måltider til udsatte danskere.
Et nyt samarbejde mellem Billie Eilish, hendes fans og nonprofitorganisationerne Suppot+Feed og FødevareBanken vil sikre 161.300 plantebaserede måltider til socialt udsatte borgere i Danmark.
Læs også: Billie Eilish samarbejder med dansk klimaorganisation
Initiativet er en del af Billie Eilish’ udsolgte Hit Me Hard and Soft: The Tour, hvor hun gennem kampagnen Changemaker opfordrer sine europæiske fans til at støtte nonprofitorganisationer, der arbejder med klimakrisen, fødevareusikkerhed og klimaretfærdighed. I Danmark har Eilish og hendes fans valgt at støtte FødevareBanken.
"At Billie Eilish og hendes fans har valgt at støtte netop vores arbejde i Danmark, er både rørende og betydningsfuldt," udtaler FødevareBankens direktør, Lea Gry von Cotta-Schønberg. Hun tilføjer: "Hjælpen fra Support+Feed giver ikke kun flere måltider – det giver ekstra ressourcer – håb og værdighed, til mennesker i udsatte livssituationer."
Måltiderne bliver tilberedt og serveret på herberger, varmestuer og folkekøkkener rundt om i landet. Organisationerne modtager dagligt overskudsmad fra FødevareBanken, som siden 2008 har arbejdet for at bekæmpe madspild ved at videreformidle varer, der ellers ville være blevet smidt ud.
Initiativet er blevet muligt i kraft af et partnerskab med Support+Feed, der er en nonprofitorganisation grundlagt af Billie Eilish’ mor, Maggie Baird.
"Takket være samarbejdet med Support+Feed kan vi nu skrue markant op for vores indsats i sommermånederne. Behovet er stigende, og vi er glade for at kunne gøre en endnu større forskel," siger Lea Gry von Cotta-Schønberg.