Prisen tildeles traditionen tro en dansk musikpersonlighed, der har gjort sig særligt bemærket på den danske musikscene.
Musikforlæggernes Ærespris bliver overrakt til Carl Prisen, der løber af stablen tirsdag den 29. april. Prisen er tidligere gået til navne som Lars Ulrich, Anne Linnet, Bent Fabricius-Bjerre og Sebastian. Nu annoncerer arrangørerne, at årets æresprismodtager er Marilyn Mazur.
Læs også: CARL PRISEN 2025: Her er alle årets nominerede
"Marilyn Mazur er en dansk/amerikansk percussionist og komponist, der er født i New York, formet i Danmark, og elsket verden over," lyder det i pressemeddelelsen, som fortsætter:
"Hun begyndte som danser og pianist, men fandt som 19-årig sit musikalske sprog i slagtøjets klangverdener. Siden har hun været en banebrydende skikkelse på den globale jazzscene, kendt for sin særlige evne til at forene rytme, poesi og performance. Hun har spillet med ikoner som Miles Davis, Wayne Shorter og Jan Garbarek – og skabt sit eget univers af klodens klange, store opsætninger og grænseløs nysgerrighed."
Mazur optræder ofte med nogle af landets mest anerkendte musikere og har samtidig udgivet flere album under sit eget navn. GAFFA anmeldte senest albummet Celestial Circle fra 2011, hvor man kunne læse:
"Man kan godt tillade sig at hævde, at Marilyn Mazur er den danske jazzscenes mest anerkendte musiker internationalt," og at "materialet er drømmende, sfærisk, komplekst. Men også fokuseret og let tilgængelig. Et nummer som 'Antilope Arabesque' er for eksempel uhyre melodisk og dragende smukt." Albummet modtog fem ud af seks stjerner.
Hør Marilyn Mazurs mest lyttede sange nedenfor.
Sammen med æren modtager vinderen af prisen 50 tusinde kroner fra Tuborgfondet, som modtageren traditionen tro giver videre til et nyt spirende talent. Sidste års vinder, Sebastian, valgte at overrække pengepræmien til sanger og sangskriver Marie Vilsbøll, der er kendt under kunstnernavnet Vilma.
Læs også: CARL PRISEN-REPORTAGE: Da eftermiddagsstund havde Guldimund
Carl Prisen er musikforlæggernes årlige prisuddeling, hvor danske musikere bliver hædret i kategorier som Årets Internationale Succes, Årets Radiohit, Årets Streaminghit og mange flere. Du kan se alle de nominerede til den kommende 13. udgave her.
Læs også: 5 guitarister, du burde kende, hvis du er til guitar