Nyhed

Dansk popkomet indtager dansk spillested

Det bliver musikerens største koncert til dato.

Efter at have spillet koncert på både Ideal Bar og et udsolgt Lille Vega er den aarhusianske popkomet Østen nu klar til at indtage Store Vega den 7. februar 2026. Koncerten bliver musikerens største til dato. 

Læs også: Østen drager på forårsturné – med et lovende nyt navn som opvarmning

Østen debuterede med singlen "Regn", der dengang blev udvalgt som Ugens Uundgåelige på P3. I slutningen af 2024 udgav han sit debutalbum Daylight, der blev tildelt fire ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder under overskriften: "Østen er sårbar, autentisk og fandens melankolsk." 


Om den kommende koncert udtaler Østen i en pressemeddelelse: "Det her bliver den største koncert i eget navn, og det betyder helt enormt meget for mig. Det bliver en kæmpe milepæl. Jeg vil gøre mig sindssygt umage for at skabe en aften, vi sent vil glemme."

Til koncerten vil Østen få selskab af "et hold af Danmarks dygtigste livemusikere. I smukt sammenspil vækker de debutpladens personlige fortællinger om rodløshed og depression til live og løfter de storladne arrangementer til eksplosive og dragende liveoplevelser," lyder det i pressemeddelelsen. 

Sidste gang GAFFA anmeldte Østen var til hans koncert på HeadQuarters i Aarhus. GAFFAs anmelder kvitterede med fem stjerner og beskrev hans optræden med ordene:


"I en mørk kælder skabte Østen et solspot, og med sit nærvær lod han sig skinne ud over publikum i en opløftende og livsbekræftende aften, hvor kun Østen selv så ud til at tvivle på sine evner. Nervøsitet og usikkerhed skyggede pletvist for hans skær, men publikum forlod koncerten med et ordentligt serotoninskud rigere. Det eneste, der manglede på denne aften, var Østens tiltro til eget talent. Og ordentlig teknik."

Læs også: Otte scoops i Roskildes opvarmningsprogram

Den 10. april skyder Østen sin hidtil største turné i gang, når han besøger ni danske byer måneden ud på sin Daylight Tour 2025. Med sig som opvarmning har han et nyt, lovende dansk navn, 20-årige Bukuru, der i slutningen af januar udgav den anmelderroste single "Tandlæge". 


Østen kan også opleves live til en række danske festivaler hen over sommeren, herunder Musik i Lejet, Spot Festival og Roskilde Festival. 

Billetsalget til koncerten i Store Vega starter den 10. april kl. 10 via vega.dk og Ticketmaster.

Du kan lytte til Daylight her: 

LÆS OGSÅ: Albumanmeldelse: Østen er sårbar, autentisk og fandens melankolsk

ANNONCE