Med de 14 musikalske tilføjelser melder festivalen, at årets musikprogram er komplet.
Nu er dagen kommet, som musikelskere har ventet på: Roskilde Festival fuldender årets musikprogram, der nu tæller 185 navne fra 45 lande. Plakaten bliver komplet med 14 nye tilføjelser, der blandt andet byder på navne som Gilli og Benny Jamz-samarbejdet Kenny, The Raveonettes, Seu Jorge og Rachel Chinouriri.
Læs også: Aphaca bliver opgraderet fra First Days til Final Days
Hiphop-duoen Kenny udgav det selvbetitlede fællesalbum Kenny i 2024, som blev det mest streamede i hele året. I pressemeddelelsen fremgår det, at "koncerten på Roskilde Festival bliver deres første og eneste i 2025 som Kenny, og de to rappere indtager Orange Scene med et stort liveband."
Musikchef Thomas Sønderby Jepsen udtaler om bookingen, at "Kenny er et perfekt match til Orange Scene. De har soundtracket et helt år med bangers, der både samler folk og sparker festen i gang. Vi glæder os helt vildt til at præsentere deres allerførste livekoncert - med fuldt band og alt sat op fra bunden," forklarer han.
Læs også: Sidste års streamingpræferencer afslører endnu en sejr til de mandlige hiphoppere
Støjpop-duoen The Raveonettes er også blandt de nye navne og medbringer sit nyudgivne, firestjernede album, Pe'ahi II, når de optræder på festivalen for første gang siden 2011.
Den brasilianske kunstner Seu Jorge byder på samba, soul og baile funk, og beskrives i pressemeddelelsen som en central skikkelse på den sydamerikanske musikscene. Dagens offentliggørelse inkluderer også den hypede soul-duo MRCY, den internationalt anerkendte Astrid Sonne samt Ale Hop & Titi Bakorta, hvor sidstnævnte "fortolker og krydser musiktraditioner fra deres respektive hjemlande Peru og Congo," fremgår det af pressemeddelelsen.
"Deltagerne på årets Roskilde Festival kan nu for alvor danne sig et billede af, hvad der venter dem til sommer," udtaler musikchef Thomas Sønderby Jepsen og fortsætter:
"Med de 185 navne fra 45 lande får de ikke alene et program, der afspejler tiden, men også et vindue til nogle af de lyde, tendenser og udtryk, der kommer til at præge os fremadrettet. Vi glæder os til at samle festivalfællesskabet om de mange oplevelser, eksklusive opsætninger og stærke stemmer, der gør Roskilde Festival til noget helt særligt."
Se alle navne nedenfor. Artiklen fortsætter efter opslaget.
Læs også: Roskilde Festival skabte tocifret millionoverskud: Det skal pengene gå til
De nye navne står side om side med verdensstjerner som Olivia Rodrigo, Charli XCX og Stormzy på årets festivalplakat. Roskilde Festival 2025 finder sted fra den 28. juni til den 5. juli, og billetter kan købes her.