Nyhed

Diddy kræver adgang til råoptagelser fra afslørende dokumentar

Musikmogulens advokater har stævnet Warner Bros. for at få adgang til optagelser og materiale fra HBO-dokumentarserien om anklagerne mod Diddy.

Sean "Diddy" Combs forsøger at få adgang til rå og uredigerede optagelser fra HBO-dokumentaren The Fall of Diddy. Det berettede Digital Music News i går, den 8. april. 

Læs også: Overblik: Her er alt, du skal vide om Diddy-sagen

Ifølge en stævning sendt af hans advokater i marts, kræver Combs alle optagelser fra interviews med to anklagere, der optrådte i serien, som havde dansk premiere på HBO Max den 28. januar 2025. Stævningen omfatter også et krav om at få udleveret eventuelle noter eller dagbogsoptegnelser, som anklagerne har delt med dokumentarens producenter, samt information om mulige økonomiske betalinger, de har modtaget for deres medvirken i projektet.


Warner Bros., som står bag produktionen, nægter at udlevere materialet og har bedt en føderal dommer om at afvise stævningen. Ifølge selskabets advokater er materialet beskyttet af "journalistisk kildebeskyttelse," og de anklager Combs for at være på en "fisketur."

"De ønskede interviewklip er beskyttet af det journalistiske privilegium, der gælder for upubliceret materiale indsamlet i forbindelse med nyhedsarbejde," fortæller Warner Bros.' advokat Thomas B. Sullivan, ifølge Digital Music News, og fortsætter: "Hr. Combs har ikke, og kan ikke, løfte bevisbyrden for at tilsidesætte denne beskyttelse."

De to personer omtales i retsdokumentet som "Individ A", en tidligere personlig kok for Combs, og "Individ B", en tidligere romantisk partner, der blandt andet har anklaget ham for seksuelle overgreb. 


Warner Bros.' advokater hævder, at Combs' "fisketur" er et håb om at finde materiale, der kan bruges imod de to kvinder, hvis de vidner imod ham under den kommende retssag, som finder sted i maj.

LÆs OGSÅ: Anklage mod Diddy frafalder, men anklageskriftet bliver længere

ANNONCE