Ifølge bandet afspejler singlen "det, vi alle måske ikke jagter, men i forskellige størrelser og doser har brug for."
Det danske band Von Quar udgav deres nye single "Alt hvad jeg vil" i fredags, den 28. april. Singlen ledsages af en musikvideo, som udkommer i dag den 4. april.
Læs også: HOLD ØJE MED: Fire GAFFA-favoritter fra vækstlaget
"Alt hvad jeg vil" er ifølge en pressemeddelelse en kæmpe kærlighedserklæring. Om den nye single fortæller forsanger Mikkel Øster:
"Sangen handler om det med at finde et menneske. Et menneske, som ser dig. Som i fuld figur ser dig. Jeg fandt selv denne person et sted, hvor min tilværelse ikke var helt vildt forrygende - jeg må egentlig have været sådan lidt på bunden og kravle, tror jeg. Men personen vækkede noget i mig - noget godt og dårligt, kan man sige. Personen fik mig til at se klart og tydeligt, at jeg var fyldt op med masser af lort," forklarer han og fortsætter:
"Personen fik mig til at indse, at man kunne 'farve' alt det lort, jeg gik og baksede med - IKKE fjerne, men 'farve' det (...) Samtidig er der også noget intenst i det, at være betaget af det menneske. Jeg oplevede især et voldsomt skift i mit fokus. Jeg drømte i seks år om at blive rockstjerne... Nu drømmer jeg kun om det her menneske, jeg har kendt i en fucking en måned - pisseirriterende, altså, hah! Men jeg kunne ikke andet - fysisk og psykisk umuligt! Og jeg har aldrig kunne multitaske, så det endte bare med at blive det menneske i HELE min tilværelse, hjerne og virkelighed. Super drastisk - og på nogle punkter usundt! Det er kærlighed!"
Da musikvideoen skulle skabes fik sangen en ny betydning, da instruktøren, Christian Solgaard, hørte sangen på en anden måde. I pressemeddelelsen fortæller Solgaard:
"Musikvideoen til 'Alt hvad jeg vil' gengiver ikke bare sangen, men er også en fortolkning og refleksion, der tager udgangspunkt i teksten, samtidig med, at den giver en ny mening. Frem for, at sangen 'kun' er en kærlighedserklæring fra et menneske til et andet, så griber videoen det an, som om det også kan være en kærlighedserklæring fra et menneske til sig selv, som lærer at acceptere sig selv og det, man er og vil," fortæller han og fortsætter:
"Det er det forløb og den udvikling, vi i videoen følger i selskab med Von Quar-forsangeren Mikkel Øster, der ser sig selv dybt i øjnene, imens han spørger sig selv: 'Hvad er der egentlig med dig?'. Men det at acceptere sig selv er langt fra en lineær proces, og videoen tager os ud og ind af forskellige situationer, tidsrum, mentaliteter og realiteter i en blanding at fiktion og ægthed - alt sammen pakket ind i en indpakning, der går i ét med Von Quars visuelle stil og musikkens profil."
Læs også: Ugens nye navn: Stadion-stemning og fællessang
Von Quar beskriver selv deres musik som "hooligan-rock," hvor indierock, EDM og fodboldstemning smelter sammen. Bandet udgav deres debutsingle "Forår’" den 7. februar, men markerede sig allerede sidste år på den danske livescene. Her spillede de både på Spot Festival og Uhørt Festival, og så vandt de i sommeren 2024 Smukfests Live Camp-pris. I slutningen af februar var de GAFFAs Ugens nye navn, og i slutningen af marts var de desuden på GAFFAs Hold øje med-liste over fire favoritter fra vækstlaget.
Von Quar er i øjeblikket i gang med deres selvbetitlede forårsturné, og til sommer kan de opleves live på en række danske festivaler, herunder Heartland Festival og Roskilde Festival.
Se musikvideoen til "Alt hvad jeg vil" her: