"Det betyder også noget for vores frivillige, at de penge, festivalen tjener ind, bliver brugt til at styrke lokalområdets andre frivillige," lyder det fra festivalens marketingsansvarlig.
Bork Festival melder om stigende interesse fra personer, der ønsker at give en hånd med. Ifølge arrangørerne har interessen for frivilligt arbejde aldrig været højere i festivalens historie.
Læs også: Festivalsæsonen 2025 kan blive et rekordår: "Vi regner bestemt med, at omsætningen stiger"
Festivalen tilslutter sig dermed tendensen fra 2024, hvor man for første gang i 20 år har set en stigning i antallet af danskere, der arbejder frivilligt. Sidste år brugte frivillige i gennemsnit 18 timer om måneden på frivilligt arbejde, og det anslås, at 40 procent af danskerne deltog i frivilligt arbejde i 2024. Til sammenligning var tallet 36 procent i 2020.
Festivalen oplyser, at den er afhængig af sine 1.300 frivillige for at kunne gennemføres. Det har dog aldrig været et problem at tiltrække frivillige, men de seneste år, er der kommet markant flere henvendelser fra folk, der ønsker at være en del af holdet, lyder det fra festivalen.
"Der er flere, der vil hjælpe til på festivalen i dag end tidligere," siger Arne Enggaard Poulsen, marketingsansvarlig for Bork Festival, som også selv er frivillig.
Han peger på, at ændrede arbejdsvaner - eksempelvis mere hjemmearbejde - har givet flere lyst til at søge fællesskab og aktivitet uden for hjemmet. "Jeg vil tro, at 95 procent af de frivillige er fundet inden sommerferien, og det går hurtigere for hvert år," tilføjer han.
En af dem, der gennem flere år har været frivillig, er Thomas Nordentoft fra Varde, der til daglig arbejder som revisor. Han står i dag i spidsen for festivalens juicebar, hvor han koordinerer 75 frivillige. "Det er ligesom en familie med et stærkt sammenhold, der altid står klar uden at blinke. Det tiltaler folk at være en del af," udtaler han.
Læs også: For første gang i 20 år: Flere danskere arbejder frivilligt
Festivalens egen vurdering er, at det ikke kun er fællesskabet under selve festivalen, der tiltrækker frivillige. Som foreningsdrevet festival må Bork Festival ikke generere overskud. De midler, der kommer ind, går derfor tilbage til lokalsamfundet - typisk gennem støtte til lokale klubber og foreninger. Og det er noget, der tiltaler de lokale frivillige.
"Det betyder også noget for vores frivillige, at de penge, festivalen tjener ind, bliver brugt til at styrke lokalområdets andre frivillige. På den måde går det hele op i en højere enhed," lyder det fra Arne Enggaard Poulsen.
Bork Festival finder sted fra den 30. juli til 2. august i Bork Havn. Læs mere her.
LÆS OGSÅ: Festivalsæsonen nærmer sig: Dansk politi advarer om særlig tendens