Nyhed

Heartland fuldender musikprogrammet - se de sidste tilføjelser her

Festivalarrangørerne lover en "festivaloplevelse, der smager lidt af det hele og tør noget andet."

Festivalen Heartland kan nu annoncere, at årets musikprogram er fuldendt med dagens tilføjelser, der byder på "et felt af kunstnere, der på hver sin måde skubber til grænserne for genre og form," forklarer pressemeddelelsen. Det omtalte felt udgør artisterne Tinariwen, Peter Sommer, Breland, Albin Lee Meldau, Bye Bye Brenda og Von Quar.

Læs også: Heartland offentliggør nyt hovednavn - og ni andre artister

"Alt er nøje kurateret med blik for kontraster og sammenhænge – fra Timberlake og afrikanske trommerytmer til ispinde i ølfad og samtaler om livets store spørgsmål. Heartland 2025 er både velkendt og fornyet og inviterer til en festivaloplevelse, der smager lidt af det hele og tør noget andet," fastslår pressemeddelelsen.


Netop annoncerede Tinariwen bliver beskrevet som "meget mere end et band – de er et kulturelt og musikalsk fænomen." De spillede en femstjernet koncert på Roskilde Festival i 2023, hvor anmelderen fremhævede, at gruppen "har evnen til at gøre deres helt specielle tradition og vibration til noget, alle kan forholde sig til."

Den poetiske historiefortæller Peter Sommer er klar til at indtage Heartland med et nyt album, Verdens Volume fra marts 2025 under armen. Festivalen lover en koncert "oplyst af drømme, melankoli og tvivl, når han sammen med sit nye rockband gæster Heartland til sommer."

Breland har "rødder i gospel, soul og hiphop" og kombinerer "country med trap-beats og stærke vokale hooks," beskriver pressemeddelelsen. På Heartland tager New Jersey-musikeren sin energifyldte musik med på scenen og bygger bro mellem genrer.


Svenske Albin Lee Meldau vil imponere festivalsgæsterne med "en unik stemme, der skiller sig ud med sin intense og rå ægthed," lyder det i pressemeddelelsen.

Powerduoen Bye Bye Brenda, bestående af Stine Bramsen og Kajsa Vala, har på kort tid fået medvind i sejlene. Bye Bye Brendas første album Landmarks, der udkom i januar 2025, fik fem ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder, der beskrev det med ordene: "Måden, hvorpå deres stemmer smelter sammen - som var de et moderne svar på forgangne tiders Simon & Garfunkel - ja, den aftvinger den allerstørste respekt."

Læs også: Fire GAFFA-favoritter fra vækstlaget


Også GAFFAs Hold øje med-artist Von Quar er at finde på musikprogrammet. Selv beskriver bandet deres musik som hooligan-rock, hvor indierock, EDM og fodboldstemning smelter sammen. Pressemeddelelsen fremhæver, at de hurtigt har "skabt sig stor opmærksomhed grundet deres intense koncertoplevelser og store sange."

Heartland Festival finder sted den 12. til 14. juni på Egeskov på Fyn. Du kan finde det netop fuldendte musikprogram samt tilgå billetsalget her.

LÆS OGSÅ: Drømmefinale i X Factor i vente

ANNONCE